Jonathan forstår ikke ordet nej.
Ihvertfald var det det mest brugte ord forleden, da jeg var i en brugskunstbutik. Jonathan moslede rundt i butikken som en elefant i en glasbutik – og jeg måtte konstant efter ham. "Nej – Jonathan – ikke tage glasvasen" . "Nej Jonathan, ikke kaste sæben" – "Nej Jonathan, læg den dåse" – "Nej Jonathan ikke kravle op i reolen".
Jonathan vendte sig flere gange, når jeg sagde nej, og så på mig med store spørgende øjne.. "Hva… Jamen mor – hvad mener du? Nej?? Jamen hvad er det lige det betyder??" Ekspedienterne i butikken lo, så de næsten var ved at rulle sig på gulvet.
Mor her var en anelse svedt, da Annike endelig havde fundet, hvad hun skulle finde – og det endelig ENDELIG var tid til at komme ud af butikken. "Kom Jonathan – nu skal vi går" sagde jeg og rakte ud efter min nysgerrige og undersøgende søn. "NEJ!!" sagde knægten
Og ingen tvivl om, at han godt vidste hvad ordet betød. :-)
Din beskrivelse giver mig billeder, kan næsten forestille mig situationen, – og ikke mindst en lille gut, der ikke vil med… 😉