Jeg har købt en mobiltelefon fra 3. Ja ja.. lir … Ingen har dem, så rabatten med den gratis videosamtale er til at overse. Reelt set kender jeg kun een, der har sådan en telefon – og det er min pølsemand. Jeg kender ham ikke fra andet end, hvis jeg bestiller en fransk hotdog. Men nu kan jeg RINGE til ham – og han kan vise mig hvor meget dressing han putter i brødet – og så kan jeg komme bagefter.. og spise min kolde pølse.
Jeg ved det – fornuften er til at overse.
I går legede Jonathan med min nye telefon. Jeg kender den ikke endnu. Men det gør Jonathan. Pludselig bryder han ud i et jubelskrig. Han har fundet funktionen, der aktiverer en lille tegnefilm. En lille rød mand går rundt på mit tastatur – og tilbyder Jonathan blomster. Jonathan hikser af grin, og trykker på ok knappen for at få manden til at gå igen. 2 minutter senere har Jonathan gang i en anden tegnefilm. Derefter er det verdensuret, en oversigt over aviser og ikke mindst et stopur. Alle sammen funktion jeg endnu ikke har fået øje på
Nu ved jeg de eksisterer.. men om jeg nogensinde finder dem – det er det helt store spørgsmål.