“Hvis du tager Jonathan – så tager jeg resten” sagde manden i forvirringen, da vi var på vej ud af døren efter en hyggelig dag hos kærestens moster på Møn. Og vi var ikke de eneste på vej ud af døren. Ialt var vi ved 12-15 mennesker, der skulle pakkes og klares – og ikke mindst – køres hjem.
Jeg kørte hjem. 1½ times kørsel. Vi havde kærestens anden – og dejlige – moster med. Det blev til 1½ time med grin og snak. Rigtig hyggeligt.
Vel hjemme stirrer jeg måbende ind i et tomt bagagerum. “Skatter .. hvor er “resten” henne?” Kæresten havde ganske rigtigt taget klapvognen og hvad der nu var på den – klappet den sammen – og så var vi kørt.
Min kamera, mit dankort, pusletasken, indkøbene, datterens Diddleting og rundt regnet ½ af vores samlet indbo, havde vi efterladt på Møn.
Jeg var rødglødende. Men jeg kunne også godt mærke, at det var manden sådan set også. Jeg kunne mærke, at gik jeg for alvor i gang, ville vi ikke få løst noget – men bare være uvenner de næste par dage.. Så jeg talte til 10.524 og lettede gassen ud gennem ørerne. Med sænket blik, lettere anstreng stemme lykkedes det mig at få forklaret, at vi måtte hente vores egendele – da vi skulle bruge dem. Kæresten mente, at han kunne hente dem dagen efter. Men så længe mente jeg ikke det kunne vente.
Vi blev – for husfredens skyld – hurtigt enige om ,at vi begge var fjolser. Han fordi han havde glemt pusletaske, kamera m.m.m. og mig fordi jeg havde efterlad min jakke. Alt andet lige – så er det vel for hulens ens eget problem at huske at få jakken med.
Jeg skyndte mig at skovle noget aftensmad i skutten, – og så var jeg ellers klar til en dødbider tur på 3 nyttesløse timer alene i en mørk bil på en mørk motorvej – hele vejen til Møn … og så tilbage.
Jeg blev reddet på målstregen – af manden der ville være galant på sin egen søde måde. “Der er mørk – og det er mange timer.. Er det ikke bedst, jeg gør det? Jeg er mener vant til de mange timer bag rattet” Et tilbud jeg med glæde tog i mod.
Der stod lys på bordet – og massageolien til nakken var kommet frem, da han endelig efter tre timer – kom hjem.
Det ville i gamle dage have endt i flere dages surmuleri og bebrejdelser.. I stedent endte det med nus, søde ord og glæde over hinanden.
Jeg er glad for, jeg har lært at tælle til 10.524
Hermed et godt råd: Når I er langt væk hjemmefra – så tjek en ekstra gang om I har fået det hele med hjem 🙂