Når livet gør ondt

Jeg vil lige starte med at skrive, at dette er tanker – ikke møntet på mig selv, – eller noget jeg oplever i øjeblikket. Jeg tænker tankerne fordi jeg føler, jeg ikke tackler andre mennesker sorg ret godt – hvilket jeg er utrolig ked af.

Jeg læste forleden i Ekstra Bladet af 90% af de mennesker, der mister et nært familiemedlem i en trafikulykke, efterfølgende må se sig om efter en ny vennekreds.

Efter et stykke tid begynder folk at blive irriterede på den pårørende. “Nu må han få lagt det bag sig – og komme videre”. Jeg kan godt høre sætningen. Og jeg kan også forstå den. Men hvor er det uhyggeligt, at de mennesker, der i aller aller aller højeste grad har brug for støtte og kærlighed, tryghed og omsorg, er dem “vi” støder fra os.. For de VI ikke kan tackle DERES sorg. Det er jo helt vildt.

“Vi” oplever kun sorgen på 2. hånd. Hvis vi ikke kan tackle det – så prøv at tænke på, hvordan det er at stå midt i sorgen!

Artiklen fortalte også at sorgen aldrig forsvinder.

Da jeg læste det, var det som om et lys gik op for mig – for naturligvis forsvinder sorgen aldrig.

Jeg har aldrig mistet en tæt veninde eller et tæt familiemedlem på den måde, men jeg har oplevet andre “sorge” – og jeg ved det jo det egentligt godt. De følger mig gennem livet.. Godt bearbejdet og godt indpakket. De er en ballast for resten af mit liv – og når tingene går godt, så er de den erfaring, jeg lærte mest af. Men de er der jo.. de forsvinder aldrig – og selv mange år efter, kan man blive berørt og blive ked af det.

Tænk engang hvis den sorg så var konkretiseret i form af et menneske, der ikke er her mere!! Det er et utrolig stykke arbejde, man skal foretage, for at få den sorg til at være “på plads” eller så afdæmpet, at man kan leve med den – uden den skærer hjertet ud dagligt.

Jeg ved med mig selv, hvor lang tid det tog f.eks. at få lagt oplevelsen med min datters dårlige behandling – og hele den oplevelse med smerte og svigt fra lægerne blandet med de diagnoser, der blev givet. Helt ærligt: Den oplevelse – og den sorg jeg fik der, sidder DYBT i mig.. og det har taget næsten 1 år at finde “en plads til oplevelsen” … at få spurgt alle spørgsmål – og at finde de bedste svar. Hvis jeg er et år om et så forholdvis “lille” problem.. Hvordan skulle man så komme sig over en trafikdrabt på nogle måneder?

Og så kommer vi til mit omdrejningspunkt i denne tekst: Hvordan gør man så det rigtige? Hvordan sørger man for ikke at sige det forkerte? Hvordan ser man, hvad der er behov for – hvornår – og hvordan signalerer man, at man er der? Hvordan kan man hjælpe?

Jeg føler mig virkelig “dum” på den front.