Mission impossible: Tøm kælderen – få ryddet op – og sæt det tilbage i en orden, så halvdelen af kælderen kan benyttes til andet formål.
Opgaven umulig, da man end ikke kan komme så meget som 1 meter ind i kælderrummet !!!
Det gjorde ONDT… helt ind til benet at skulle smide ud – men jeg kunne jo godt se, at sandsynligheden for at min datter vil lade SIN datter gå i ALT min datters gamle – og til den tid 25 år gamle tøj, måske ikke er så høj. Jeg har nu kun een eneste flyttekasse tilbage med tøj fra Jonathans første måneder OG datterens første 7 år..
Ligeledes røg alt legetøjet – næsten. Lego, duplo og brio bliver beholdt for altid. Det kan ALLE børn finde ud af.
Min datters gamle tremmeseng blev kasseret (fordi vi tilnærmelsesvis havde savet den til pindebræde dengang – fordi hun selv skulle kunne komme ud). Hendes legebord med store og en bænk røg. Det er også kun 4 børn, der nåede at have fornøjelsen af det. Det blev købt i 1973 – så det har efterhånden været brugt, det det skulle. Sættet røg til en nabo, der var hurtig – og erklærede, at de skal godt kunne bruge det til deres weekendbørn.
Der mangler tusind ting i min kælder – og på nogen måder føler jeg nu, at en del af min identitet er blevet slettet. F.eks. da jeg med hård hånd valgte at smide ca. halvdelen af det arbejde, jeg lavede i 2. klasse samt ALT fra 7. klasse ud. Jeg ved ikke, hvornår jeg nogensinde skulle "nyde" det – eller hvorfor jeg skulle nyde at gense min gamle abc eller fysikbog – men på en eller anden måde betød det alligevel noget, at det lå der nede. Jeg vidste, at jeg havde det – hvis nu…
Som en sidste "sikkerhed" har jeg gemt alt fra 1. klasse – samt selvfølgelig karakterbøger mv. ("Pernille er IGEN kommet forsent!" 🙂 )
Mine dagbøger og øvrige skriblerier kom ind i skabet. Jeg har flere små mapper med minder. Minder, der kan være alt lige fra et brev, en avisartikel, en bånd eller et postkort. Når jeg sidder med genstanden i hånden, glider minderne frem.
Jeg har regningen fra den kro, hvor kæresten og jeg første gang blev forlovet (for snart 11 år siden 🙂 ) – jeg har mine gamle kalendre fra gymnasietiden – og bordplanen fra datterens dåb. Og det brev, Karsten Pharao skrev, da jeg fik øsnkejobbet – eller en cd, der var et hit engang. Sådan noget kan jeg slet ikke leve uden!
Minderne og småtingene har jeg bevaret – men de store ting er væk. Og selvom jeg har den der følelse indeni, så er jeg ganske overbevist om, at jeg aldrig ALDRIG kommer til at savne det.
Nu gemmer skabet bagerst i kælderen på alle fortidens historier – resten af kælderen gemmer ting for fremtiden..