Dagens tur gik mod Christiansborg. Målet: Mary og Frederiks gavebord.
Vel derinde kommer vi hen til skranken for at betale. "Må man tage klapvogn med?" "Nej" lyder svaret – og et øjeblik efter kan jeg også godt se hvorfor. Første etape af trapper bliver forceret med Jonathan under armen.
30 trappetrin senere kommer vi til første del af udstillingen.. Her er der blå sko, som alle gæster, skal påføre sig. Jonathan er sådan set ligeglad. Han vil sådan set meget hellere lige ind på den anden side af det der mærkværdige bånd, de har sat op – og så vil han da ellers gerne lege lidt med den båd, der står på gulvet. (Og iøvrigt sært sted at stille den!) Med den ene fod iført korrekte blå sutter – og den anden fod haltende efter, nåede jeg at fange ham inden han søsatte robåden Mary. Med ham under armen, begyndte opstigningen ellers.
Da vi nåede trappens mål – var Jonathan godt træt. Moren var så naive, så hun forventede at Jonathan skulle ligge i sin klapvogn på turen – og derfor ville en lur jo bare være hyggelig. Men nu er "lur" pludselig ikke noget, der længere er hyggeligt. Nærmere Uhyggeligt.. For her står halvdelen af alderdomshjemmer tusindfryd i kø for at se Marys saddel og Frederiks nye stol. Og Alderdomshjemmet Tusindfryd har ikke den helt store forståelse for, at drenge på 1 år ikke besidder ret mange gram tålmodighed.
Med en smilende mine, prøver jeg at give min dejlige datter plads. For det var jo, for hende, vi skulle se den udstilling. Hun spørger om hun skal læse brochuren højt, hvilket jeg synes er en go ide (Da det er svært at læse påført et styk småsparkende dreng) Min datter får cirka læst 30 ord- så må jeg bede hende holde pause – og så må jeg ellers på jagt efter Jonathan, der har besluttet sig for at se, hvor mange af de ben, der stå bag ham, han kan komme igennem, før nogen fanger ham.
Tilbage i køen – og efter adskillige skulende blikke fra alderdomshjemmet,- får min søde datter mulighed for at læse endnu 30 ord. Jeg prøver at se, om jeg ikke kan få Jonathan til at slappe lidt af. Hvis jeg havde haft min didymosslynge med, så havde jeg kunne smække ham i den. Og mens sveden driver ned af mine kinder og håret klistre til min nakke – smiler jeg alt hvad jeg kan til min datter – og så drømmer jeg ellers om en didymosslynge.. Gad vide om nogen havde været så forudseende, at forære Mary og Frederik sådan en – så kunne jeg vel lige låne den lidt…
Efter 30 minutter, har køen bevæget sig så meget, at vi nu er på vej ind i udstillingen. Og med den første meter inde i udstillingen kan jeg godt se, at projektet er dødsdømt. Jonathan er kun lige nået ind for døren, før han opdager nogle børnetegninger, som han da gerne lige vil smage på.. hvorefter han lynhurtigt kravler under snoren – mens hans mor lige når at kaste en forkrampet arm efter hans fod – og får revet knægten til sig.
"Det går ikke det her" siger jeg til datteren. Nu er alderdomshjemmet Tusindfryd pludselig enormt søde. "Vi vil gerne følge din datter rundt – så kan I ses ved udgangen" .. Nu havde jeg sådan set forestillet mig, at min datter og jeg skulle snakke om tingene undervejs. Det er sådan set den eneste årsag til, at vi ville se udstillingen.. Hvormeget hun får ud af at gå sammen med 8 oldemødre, der går mere op i hæklede grydelapper – end i de hippe ting min 8-årige datter vil kigge efter, var begrænset.
Modløse – og med en knægt, der kunne have vækket et hvilken som helst folketingsmedlem, dryssede vi ned at trappen igen – med uforrettet sag.
Vel nede gik det op for mig, at det for nogle dage siden var meningen at Sanne skulle med. Og pludselig kan jeg se et lys i mørket. Gudskelov blev det ikke til noget. Jeg kan lige se Sanne og mig bade i hinandens sved, mens vi hver især prøvede at undgå at netop vores barn ville være den første, der skrammede Frederiks cykel – ellers spiste Marys grillsæt.