Jeg har været så stolt af min datter, de sidste par dage. Så stolt, at jeg var ved at revne.
I skolen skulle de lave teaterstykke som afslutning på året. Det skulle vises for de små klasser – og så skulle det vises for forældrene. Alle børnene blev sat til at finde troldetøj – og haler. De skulle sminkes – og læreren gjorde et meget stort arbejde for at fordele en hulens masse roller til de kære unger. Min datter var syg, da rollerne blev uddelt – og hun ER heller ikke den mest udafvendte – så sammen med en dreng, endte hun med at være de eneste to børn, der slet ikke skulle sige noget,- men "kun" synge med på de mange sange og danse med på dansene. Dertil skal så siges, at det naturligvis – med 20 unger i klassen – ikke var mange ord, de fleste af de andre unger sagde. (Stykket varede 20 minutter)
Og så kommer vi så til den del, jeg er stolt af. For min datter gjorde et stort nummer ud af fællesskabet. Hun øvede så intenst hele tiden i ugerne op til. Hun kunne alle rollerne – "Hvis nu, der skulle ske noget, så er det meget godt, at der er een, der kan tage over" – og hun trænede sangene, dansene og mimikken, som galt det livet.
Jeg var stolt af, at hun forstod ideen. Jeg var stolt af, at hun forstod, at hun var en vigtig brik, selvom hun ikke var hovedrolleindehaver. At det var helt ok, at være een af dem, der slet ikke sagde noget – og at det er det, at man er med, der betyder noget.. Det at man tør stå på scenen og give den alt hvad man kan, der betyder noget.
Den store dag oprandte – og først skulle de små klasser se stykket. Det gik rimeligt – så vidt jeg kunne forstå.. Og eftersom een af de andre børn manglede, fik min datter en replik hun skulle sige – hvilket hun klarede til UG og krydst og stjerne.
Og så skulle forældrene se stykket. Det var et sødt stykke – og det, der var mest imponerende var det faktum, at der var en masse sang og dans – og ungerne kunne altså bare det skidt! Og min datter… Ja – altså hun var ofte i baggrunden, men jeg synes hun var så smuk og vidunderlig en trold.. og ingen tvivl om, at hun spillede med.
Da vi kom hjem, ville min datter se videoen, og først der gik det op for mig, at jeg har taget fejl. At min datter ikke bare er "så stor" at hun er glad på de andres vegne.. men at hun også er 8 år- og gerne vil ses på scene. Min datter blev ked af det, da det gik op for hende, at man ret ofte ikke kunne se hende på scenen – fordi hun stod bagved. Hun blev pludselig ked af, at hun ikke var mere med fremme.
Heldigvis har de en god lærer – og jeg er overbevist om, at min datter næste gang får en talerolle i den størrelse, hun nu har behov for (For hun har ikke behov for en hovedrolle – sådan er hun ikke). Min datter har lært noget – men det har jeg også: Hun ER kun 8 år – og følelserne skal lige kunne følge med.