Mette fra vores terminsliste havde inviteret til have-hygge og poolparty for de små. Så vi foretog en mindre rejse, for at se de andre unger an.
Da vi kom frem var havehyggen ligesom ikke aktuelt – og poolfesten var konverteret til en bruserfest.. Vejrguderne holdte på, at ungerne helt skulle være indenfor.
6 skønne unger – alle tre på samme alder – tullede rundt i Mettes stue. To drenge: Jonathan og Christoffer – og ikke mindre end 4 piger.
Først og fremmest, så er ungerne nu så store, at der er tydelig kommunikation imellem dem. Hvis man ser bort fra en enkel lille lady, der ganske enkelt nærmest kan tale -og som har et gevaldigt ordforråd – så bestod kommunikationen mest af "Uhhhkkkkkk blookkk" – hvortil der typisk ville blive svaret "Ihhade" Samtale skaber forståelse – ingen tvivl om det.
Det, der sprang mig mest i øjnene, var hvor voldsom forskel, der er på drenge og piger. Der er altså et eller andet, drenge ikke forstår.. Og det, at de ikke forstår det, gør dem langt nemmere at "håndtere" . Men sikke nogle overraskelser, der så venter vores små drenge – når pigerne folder sig ud.
Christoffer og Jonathan gik nærmest rundt og tronede sig. Herligt med alle ungerne.. Og indimellem kunne de lige kaste lidt bold eller måske slå lidt med en hammer. De udforskede de fysiske rammer..
Pigerne var fuld af følelser og meninger. Ideer om, hvem, der skulle hvad – og hvordan de fik dem til det. Det ene øjeblik var Jonathan desideret bange for Klara, fordi hun sagde nogle lyde, han slet slet ikke forstod. Det næste øjeblik blinkede hun lidt med sine prinsessevidunderlige øjne – og straks stod Jonathan og skulle kysse hende. Børnene er kun lige omkring 1 år – og allerede nu snoer pigerne drengene rundt om deres lillefinger.
Når Jonathan f.eks. går rundt med en hammer – så er det tydeligt, at min lille mand tænker "Hvordan mon det lyder, hvis jeg slår på denne her" Og så slår han lidt til porcelænet, til bordet – gulvet – og måske et på nogle barnefingre undervejs (Når moren er så uheldig at hun ikke når at få ham bremset). "Knas" siger børnefingre, når man slår på dem med en træhammer. Og herefter er det meget tydeligt, at Jonathan bliver SNOT forskrækket, når det så viser sig, at fingrenes ejermand ikke synes så godt om lydeksperimentet, som Jonathan syntes.. Og den stakkels dreng eller piger stikker i et vræl. Det er SÅ tydeligt, at knægten bliver overrasket over, at han har gjort en anden ondt. Han formår ikke endnu at forstå, at "den anden" også kan have ondt, ligesom Jonathan kan – og at et slag med en træhammer er en effektiv måde at få ondt på. Han gør det ikke for at være ond, for at få sin vilje eller fordi han er ked eller sur. Han gør det alene fordi "Hmm.. hvordan lyder den mon" .
Sådan er piger ikke. Pigerne ka meget bedre gennemskue, at "fingrenes ejermand" nok ikke vil bryde sig om at blive slået. Måske derfor er de knap så voldsomme. Tilgengæld ved de, at de – ved en bestemt opførelse – kan nå et bestemt resultat fra deres omgivelser – noget DE træner intenst på – og som Jonathan ikke fatter en bønne af.
Det er SÅ sjovt at se nu.