D. 11. september 2022 kl. 11:22 fik jeg en SMS
Først var der et billede af en død mand, jeg dårligt kunne kende – liggende i en hospitalsseng hjemme – med blomster i hænderne. Efterfulgt af beskeden:
“Pernille/Pernilles bror jeres far er gået bort i dag kl. 8,35 efter lang tids sygdom. Det var hans ønske at I først fik det at vide, når han var borte. der bliver ikke holdt noget.
Hilsen hans kone”
Sådan fik jeg besked på, at min far var død.
Jeg ved ikke, hvad der er sket med hans lig. Jeg ved faktisk ikke mere end de to linjer. Jeg fik aldrig mulighed for at få mine barndomsbilleder eller tilbud om noget som helst andet end denne grundviden. Faktisk var det eneste, vi bad om, min farfars dagbøger, som min far holdte for familie. Men den havde min far og hans kone (også?) valgt at brænde.
Den 11. september var det nøjagtigt 3 uger efter min mor var død. Min mor var endnu ikke kommet i jorden.
Ti år før – i 2012 blev min far indlagt. Han havde meget store problemer med et nyt knæ, han havde fået opereret ind. Der var gået betændelse i – og han blev meget meget syg. Så syg, at de lagde ham i koma efter operationen, hvor de fjernede det kunstige knæ. Han blev opereret søndag. Jeg ringede til hospitalet og fik besked om, at han var i koma – og de forventede at vække ham dagen efter.
Jeg kom på besøg dagen efter. Det var anden gang min far var lagt i koma.
Men dette omgang var endnu værre. Igennem næste to måneder kom min bror og jeg på besøg 2-3 gange om ugen på hospitalet. I starten var han “bare” i koma for de ventede længe med at vække ham – men med tiden vågnede han op igen.
Jeg husker alt, alt for godt, den dag, jeg sagde farvel. Hvor jeg godt vidste, at det var sidste gang, jeg havde været sammen med den far, jeg havde som barn. Han var endeligt vækket af koma. Han var kommet fra intensiv til halv-intensiv. Han havde fået en stue med en anden patient. Han var glad og ved godt mod – men han var helt blæst i hovedet.
Fantasi blandede sig med virkeligheden – og han kunne ikke skille de to fra hinanden. Han var helt sikker på, at han havde været journalist for kongen. Og han var så sikker, så sygeplejersken spurgte mig, om det nu også kunne være rigtigt. Det var det ikke. Men han var sit eget jeg. Min far var en anderledes sjæl. Med anderledes indgangsvinkler. Og netop denne dag på dette besøg, kunne jeg mærke gnisten i hans øje: Det var ham – min far.
Jeg ved ikke hvorfor, jeg vidste, det var sidste gang – men det gjorde jeg. Jeg besøgte ham igen – og igen og igen – men det var ikke den samme mand, jeg besøgte. Det var en hul skal, min far havde forladt. Komaen havde ændret hans sind. Han havde store psykiske problemer og havde svært ved at være i den ubærlige situation, han var i. Han var bange og depressiv.
Efter at have besøgt ham 3 gange om ugen i to måneder, ringede han til mig. Han bad mig ganske enkelt om at blive væk. Han ville ikke have besøg af mig mere. Mine besøg blev for meget. Han syntes besøgene var alt for ofte. Jeg græd som pisket og var snot-ulykkelig… men altså.. hvad fanden gør man?
Der gik kun en måned, så kom brevet. Det kom til både til min bror og mig. Og hvis jeg troede det var hårdt, at jeg ikke måtte besøge ham på hospitalet, fordi det blev for meget for ham – så havde jeg slet ikke begreb om, hvad “hårdt” var.
Min far sendte mig – og min bror – det mest beskidte brev, jeg nogensinde har modtaget.
Min far ville have dybtfølte og ærlige undskyldninger for en masse ting, der intet havde med virkeligheden at gøre.
Blandt andet var han tilsyneladende dybt ulykkelig over, at vi ikke var der på “hans dødsdag” – som han omtalte hans seneste operationsdag som. Vi skulle have siddet i venteværelset og ventet på hans operation med hans kone. Og når vi ikke var det, var ingen andre besøg af nogen værdi. Vi havde svigtet
Der var bare ingen, der dengang fortalte mig, at han var dødende. Jeg troede bare han blev indlagt som alle de andre gange. At det var det samme som de andre gange. Det var det sådan set også. Men i hans hoved (og hans hustru) var netop denne gang noget særligt og det skulle min bror og jeg selv havde regnet ud – og vi skulle have vidst, at vi burde sidde i et venteværelse og vente på, at han kom ud – i koma.
Det var ikke første gang min far blev opereret og sikkert heller ikke den sidste.
I brevet fortalte han råt for usødet, at han havde fortrudt, at han fulgte mig op af kirkegulvet, da jeg blev gift med mine børns far.
I brevet skrev han, at det var enormt synd for ham, at han havde skulle betale børnepenge til mig, da jeg var barn, fordi han var så fattig. Jeg var ganske enkelt, som barn, ansvarlig for det – og faktisk så han gerne, at jeg betalte min far mine børnepenge tilbage her som voksen.
Det var en meget psykisk syg og meget ulykkelig mand, der bad sine børn om at forsvinde.
Komaen var steget ham til hjernen.
Og han fik ingen hjælp.
Min bror og jeg var de sidste, han skubbede fra sig. Han skubbede også hele sin egen familie fra sig. En familie, han havde skrevet en lang familie-krønike om. En familie, som var hans et og alt – og som elskede ham igennem hele livet. Tilbage var hans nye kone og hendes familie. Alt andet sagde min far farvel til. Eller “sagde farvel” er så meget sagt. Han skreg “skrid” – og smækkede så eftertrykkeligt med døren, at ingen kunne snige sig ind af den igen.
I 10 år levede jeg med det.
Og det første, jeg hørte fra ham herefter, var ovenstående besked.
https://www.youtube.com/embed/BnJySXfSyww?si=E7qXiDyaALgC-mlu
Jeg storvrælede første gang, jeg hørte Annika Aakjærs “Jeg ved ..”