Fra jeg var 24 år og 9 måneder gammel, var jeg nogens mor. Fra da var jeg først og fremmest noget for andre. Som udgangspunkt var det alt hvad jeg ønskede at være. Men indimellem kostede det også på følelsen af, hvem jeg egentligt er. Hvad jeg egentligt er.. altså når jeg ikke er mor.
Min mand og jeg fandt hinanden da min søn var 8 – og hans var 9 og 10. Og min datter var 15. Vi vidste godt, at den livsoplevelse, der var til os var først og fremmest at hjælpe hinanden med at få børnene godt på vej. Men derefter ligger resten af livet åbent for os.
Vi vil ikke opleve at få børn sammen. Til gengæld er vi sammen om at give dem vinger og lade dem flyve. Til gengæld er vi sammen, når børnene er væk og reden tom. Til gengæld er vi sammen, når vores forældre skal dø. Og vi er sammen, når vi skal på pension.
Jeg er stadig nogens mor. Men det er ikke længere min primære rolle. De klarer hver deres liv glimrende med mig på sidefløjen. For hver dag der går, er jeg mere og mere mig.
Menopause – hvor kroppen går fra at være “andres” Andres rede til de bliver født, andre bryster at die fra – til kun at være min.
Så hvem jeg er, kommer nærmere og nærmere. Og det føles fantastisk. Frihed og ungdom var godt. Men frihed og alderdom … det kan noget helt andet og jeg er tilbøjelig til at sige “bedre”. For nu ved jeg, hvad livet var, da min primære funktion var at være noget for nogen. Og derfor sætter jeg endnu mere pris på min frihed nu – også med den vide, at alle børnene har det godt og klarer sig selv.
Og min mand: Vi var opmærksomme på det, allerede da vi mødtes. Vi skal blive gamle sammen. Og det kan noget. Vi skal ikke indtage verden. Vi skal finde længere og længere ind til os selv. Vi finder vennerne. For dem er der plads til. Vi finder de ting, vi synes, der er sjove at lave – for dem er der bedre råd til. Vi finder hinanden – for det har vi tiden til og roen til.