Jeg har fanget den der “streak” ting ungerne gør. Og jeg bliver nødt til at erkende: Det virker!
Jeg vil gerne løbe. Det holder mig i form på en måde, jeg godt kan lide. Men jeg er verdensmester til at glemme mine ture. Jeg satte mig for at løbe tre gange på en uge. Mandag passede dårlig. Tirsdag lige så… måske kommer man ud onsdag – hvis man er heldig og så orker man ihvertfald ikke torsdag. Og fredag…
Jeg er garanteret ikke den eneste i verden, der må konstatere at det duer ganske enkelt ikke. Det virker ikke for mig: jeg får det ganske enkelt ikke gjort.
Så faldt jeg over skønne joggermommy – Skønne Stephanie Hauser på instagram. Hun løb mindst en mil hver dag. Hver dag. “Streakrunner” hed det. Jeg var nysgerrig. Og det var der, jeg startede for snart 2 år siden – helt nøjagtigt 698 dage siden.
Ideen er: “Jeg gennemførte i går.. og det mister jeg, hvis jeg ikke får gennemført i dag” Og inden jeg fik set mig om, løb jeg hver eneste dag – så meget, at selv dage, hvor jeg virkelig ikke gider, gennemføres, fordi jeg ikke vil miste min runningstreak. En enkelte dag med feber – løbende – er det også blevet til. Den tankegang fungerer så effekt i min hjerne. Jeg får løbeturen gjort.
For det meste løber jeg ti-tolv minutter og derefter har jeg løbet 1,6 km. Indimellem får jeg et boost og løber mere. På 42 dage fik jeg løbet 140 km.. Så – langt mere end de 1,6 km. Men jeg har aftalt med mig selv, at de 1,6 er fine nok: Jeg må gerne “nøjes” med dem. Bare jeg løber dem.
Stephanie er løbet videre – meget videre. Hun løber i dag mindst 5 km om dagen. Der kommer jeg nok ikke til – og det er også ok. For kroppen kan i den grad godt mærke de 1,6 km, jeg mindst får løbet.
Hvordan man får motion ind i sit liv, er fuldkommen ligegyldigt. Måske er veninden, hende, der får dig op af sofaen. For mig er det min runningstreak… for det ville godt nok være skidt, hvis den pludselig sagde “0”