Jonathan viste sig rigtigt fra sit lune hjørne i går morges.
Som altid var han kommet over til os i løbet af nattet.
Han vågnede lidt over 7 – men hverken mor eller far fandt det synderligt lokkede at komme op – så mor tændte for TV – og fandt – i søvne – BBC..
25 minutter blev vi nødt til at stå op. Knægten lå – med benene slænget hen over far ben – og med hovedet hvilende på mors ben – med fjernbetjeningen på maven – og så lå han ellers og kluklo mens teletubby solen med babyen i gik ned. Det var lige noget Jonathan kunne følge med i. Vi kunne altså ikke ret meget andet, end at ligge og smile af ham 🙂 Tænk at starte morgenen med noget så hyggeligt.
Timen efter var han igang igen. Fars arbejde indeholder en million små dele.. ikke lige egnet for børnefingre. Derfor ligger det hele beskyttet oppe på fars arbejdsbord – og småtterierne ligger inderst. Jonathan har ALTID været nysggerig over, hvad det var for noget med det bord – for hvorfor synes far det er så interessant, at han kan sidde der i timer? Idag fandt han en ny metode til at komme op.
Normalt går bordet ham til panden – så han kan lige stikke en arm op og sondere terrænet .. men han vil naturligvis hellere helt op – og det kommer han normalt kun, når han får lov at sidde på fars skød.. Og det er jo kedeligt, for så kan man ikke tage hverken hammer, træværktøjer eller struetrækkere.
Idag havde han opdaget værktøjskassen, der stategisk lå helt korrekt i forhold til bordet. Så han kravlede op på værktøjskassen (som reelt er en hård kuffert) og kunne nu nå op på bordet med hele hovedet – og næsten helt op til brystet.. Så – så ville glæden jo ingen ende tage – for nu kunne han jo nå – både hammer og skruetrækker. Han fik lov – overvåget – se lidt nærmere på hammeren. Åh – ren svir – når man er 11 måneder. Og moren fik taget 40 billeder af min balancerende søn. Hvad gør man ikke af nysgerrighed?