Igår var vi til fest hos mennesker, vi ikke kender så godt. Vores børn leger sammen – og de er skam – hver og en – utrolig søde. Vi kommer bare ikke sammen til hverdag. Og som til et hvert andet arrangement er det mindste barn på en eller anden måde altid den, som det klør i alle bedstemødregrabber for at snakke med og om.. Og Jonathan er jo en lille lækker unger – som gerne både vil snakkes med og lave småkunstner.
"Nej – hvor er han dygtig" var der en dame, der sagde, fordi han sad selv på gulvet. Jonathan reagerede (som altid) på ordet "nej" og begyndte straks og ryste på hovedet. Jeg fnes lidt uset – og tænkte i mit stille sind, at knægten sgu da ikke syntes det var noget særligt- og der for rystede på hovedet.
Der var så mange af dem – hele tiden: "Hvor er han DYGTIG" da han kravlede også en dørkarm og ud på altanen.. Jeg prøvede forsigtigt at sige "Men altså – han kan jo gå.. så jeg ved ikke.." Sagt på en anden måde. Hvis rosen over at kunne forcerer en 2 cm høj forhindring var kommet for 3 eller 4 måneder siden, så havde moren fået blussen i kinderne af stolthed – men det er bare ligesom de måneder siden.
Men jeg kan jo godt forstå dem – for som Sanne skrev forleden – så kan jeg da heller ikke huske, hvornår ungerne gør hvad. Hvis der nu havde været en lille en med på 6 måneder – så ved jeg, at jeg havde stillet "skæve" krav til ham – for jeg ville ikke kunne huske – hvad "man" kan – når man er 6 måneder. Jeg ville sandsynligvis være imponeret over at han kunne smile 🙂
Når min søn får komplimenter – berettiget komplimenter – som f.esk. at han har smukke øjne -eller at han er dygtig til at kravle … Eller stavre de skridt han nu kan – så bliver jeg helt ør af stolthed.. Min søn er jo verdens 8. vidunder. Men når folk roser ham for det, der er en selvfølgelighed (fordi jeg er hans mor og har fulgt ham hele vejen) så føler jeg mig næsten krænket på min søns vegne – fordi han kan jo MEGET mere end det – og hvis de tror, at DET er hans niveau – så har de godt nok ikke høje tanker om ham 🙂
Indtil jeg får gæstehatten på – og kommer i tanke om, at de søde og rare mennesker ikke har en jordisk chance for at vide, hvor min søn er, rent udviklingsmæssigt – og derfor har de ikke en chance for at "ramme" det, der er flot i denne uge 🙂