Min dejlige Jonathan har været på sin første andejagt. I ren eufori over de skønne og mærkelige dyr, kravlede han hastigtig efter dem – uden på nogen måde at se ud som om han var klar over, at ænderne var bedøvende ligeglade – og at de ville lette – hvis projeketet så ud til at lykkes FOR godt.
Hele historien var, at Maya og hendes dejlige Iris kom et smut forbi. Maya havde truet med, at hun havde hørt noget om ,at der er skov i nærheden – og det gjorde jeg så alvor ud af. Ud i naturen.. med kaffekande, madder og pusletaske.
Inden vi tog afsted, gjorde Maya mig opmærksom på en ting, hos Jonathan, jeg faktisk ikke har tænkt på. Min lille trold havde snedigt udset sig en køkkenrulle, som han med filur i øjnene, havde tænkt sig at rulle og ud og lave ballade med. Men alene ideen i Jonathans hoved, gjorde at Jonathan – på vej hen til køkkenrullen, blev nød til at grynte og smågrine over sin egen genialitet. Lyde, der vækker mistanke hos enhver. Maya grinede og sagde, at det da måtte være svært for ham at slippe afsted med ret mange ulykker – sådan som han advarede alle på forhånd. Jeg har aldrig tænkt over det – men det er faktisk rigtigt. Når der går filur i øjnene på Jonathan – så kan han næsten ikke lade være med at lade munde røbe ham.
Maya og jeg fik vores daglige motion. Vi fik gået ned til Farum sø – en go tur på 45 minutter hver vej. Der ved søbredden fandt vi os en lille plads, hvor vi slog lejr – og pakkede unger og mad ud. Iris lå og sov.. og da hun vågnede var det med en noget forskrækket mine. Hun havde kastet op – og havde det faktisk lidt småskidt. Men det er en modig lille dame – der holdte fanen højt – og ikke lod sig slå ud af det. Hun kom op og sidde på tæppet med Jonathan – og mødrene fik snakket og hygget.
Og så var det, at nogle ænder opdagede, at vi da vist havde noget brød i overskud. Maya var hurtigt – og kastede små brødkrummer ud, så ænderne kom tættere på – og Jonathan blev helt vild af lykke over de vidunderlige dyr. Og der var bestemt også begejstring i Iris øjne – der heller ikke ville slippe de søde dyr. Ænderne kom tættere på – og Jonathan begyndte at kravle efter dem. Og igen med den begejstrede snakken, som han også havde, da han havde udset sig køkkenrullen til at lave ballade med – så ænderne var hele tiden helt klar over hvor han var.. Jonathan derimod så helt ud som om han da lige skulle fange en andesteg – så vi kunne få go aftensmad 🙂
Der blev knipset så mange billeder, at kameraene gik døde for batterier.. Og da begge kameraer vitterlig var HELT døde – kom ænderne naturligvis endnu tættere på – og begge unger var lige til at dø over – så skønne var de i deres kropssprog og i deres sprog. Iris stod nok så fint og pegede på ænderne og forklarede at det var "vov vov" og Jonathan stod bare og hylede fornøjet – og snakkede og betragtede.
Ænderne forsvandt til sidst – og mødrene fik ryddet op og fik trukket hjemaf. Tiden var gået alt for stærkt – og nu sidder jeg her med min dejlige knægt efter en herlig dag i solen. Jonathan smager af sol, når jeg kysser ham på hovedet – og hans humør er bestemt præget af, at det har været en stor og begivenhedsfuld dag.
Tænk engang: Iris OG ænder – og så på een dag! 🙂 Tak for en hyggelig dag..