“Klap klap” synes Jonathan at sige, mens han klapper mig på hovedet – i håret. Hvilket sådan set også ville være sødt nok – hvis det ikke lige var fordi jeg lå på alle fire kravlende rundt på gulvet, for at samle de æggesalatmadder og leverpostejmadder op, som han lige har revet på gulvet i een hidsig bevægelse – og hvis det ikke lige var fordi hans hånd, som han bruger til at klappe med, er indsmurt i æggesalat. Her bør jeg skrive “var” for det er den ikke mere.. Ikke efter, Jonathan har klappet mig i håret.
Jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor jeg har det sådan idag, som jeg har det – men sådan har jeg det altså. Jeg er indestængt og småfustreret. Jeg er træt af at være mor til en 10 måneder gammel dreng, der er stor nok til at nå alt – men for lille til at forstå, at han ikke må.
Jeg har hængt i hælene på Jonathan hele dagen. HELE tiden fik han lige fat på noget, han ikke skulle.. Åbnet en låget, smækket en dør, grebet en wc-børste og efterfølgende leget diregent med den, spist brevet med checken og revet alle siderne ud af storesøsters bog. Hele tiden noget.. Og det er så een ting..
Så er der pylderværket.. “ihhhhhhnnnkkk” Hele tiden vil han gerne noget.. Småklynkende, småbedende. Og hele tiden er det noget nyt. Jeg har tjekket hans ble 6 gange alene i løbet af formiddagen.. Han har fået vand og mælk 6 gange – (og væltet koppen to gange – og een gang har han fået fat på tudekoppen, uden jeg har set det – og vendt den på hovedet hen over bordet.) Jeg har lavet småmad til ham 3 gange.. Kiks, frugt, rugbrødsmadder – som han kun lige nipper til – men jeg tror faktisk, at Jonathan har det ligesom mig – sådan lidt småkedeligt og små frustreret..
Klokken 12 opgav jeg. Jeg opgav at ordne vasketøj – se på momsregnskabet, lave computer, kigge på billeder… opgav ganske enkelt – kastede en flyverdragt på knægten og tog en jakke over skulderen.. og så gik vi UD.
Vi satte os i sandkassen, hvor vi klappede sandet lidt – kravlende lidt på græsset og fik spist en enkel blomst på vejen. Vi fik os en gyngetur… og mest af alt: Vi blev trætte .. og nu … ENDELIG… er Jonathan faldet i søvn – med røde kinder… Og med lidt held – så vågner han op som min glade og dejlige dreng – veludhvilet og med et smil.