I virkeligheden er det utrolig, så "dømmende" vi mennesker er – og hvor lidt vi er opmærksom på det. Det er små kommentarer i det dagelige – gentaget tilpas mange gange til at de tilsidst hænger fast – og bliver en del af barnets personlighed.
Jeg har allerede klistret adskillige adjektiver i nakken på min søn. Adjektiver, som jeg synes beskriver hans personlighed – men hvad kom egentligt først: Mine fornemmelse for hans personlighed – eller hans personlighed? Og hvis nu vi siger, at "jeg" kom først.. med alle mine fine ord "Hvor er han nem – glad – smilende – tyveknægt – hurtig motorisk" osv.. Er det så mig, der presser min lille 10 måneder gamle søn ind i en form, der ikke nødvendigvis passer ham?
Jeg har virkelig tænkt over det denne gang – for jeg lagde godt mærke til det, da det skete med min store datter for mange mange år siden. Hendes personlighed dannes meget ud fra min – vores opfattelse af, hvordan hun "er". Vi – hendes nærmeste – smurte formen – og så smuttede hun i den. Og hun passede den.
Mange af de ord, jeg brugte om hende dengang – bruger jeg stadig. Hun er en stille, lyserød pige.. genert og klog – hurtig til at lære – selektiv med venner.. Og det var det stempel, vi gav hende allerede da hun var meget lille!
Jeg ved ikke, hvad der kommer først.. I virkeligheden er det vel i kombination. Hans evige smil, får mig til at konkluderer, at han er en glad drenge – og når jeg forventer en glad dreng – så smiler han mere. Men hvis nu jeg påvirker mine børn til at passe til de stempler, jeg vist placerer i deres nakker … så er det da godt nok vigtigt, at vælge stemplerne med omhu !!
Det, jeg siger om Jonathan idag – det er vane i morgen – og i næste uge er det blevet til forventning..
Jeg kan huske det med min mor. Jeg lever stadig med, at min mor er overbevist om, at jeg ikke kan stave – fordi min dansklærer talte med hende om det til en forældresamtale, da jeg var 10. At jeg i mellemtiden har fået 11 til retstavningseksamen – og har flotte karakterer i dansk generelt – samt at jeg har levet af at skrive .. tja .. det er tilsyneladende ikke noget, der ændre på min mors billed af, at jeg ikke kan stave. Sådan vil jeg helst ikke gøre med mine børn. Men kan man helt undgå det?
Jeg tror, jeg vil prøve at lade være med at forvente så meget – lade være med at tro, at jeg kan gennemskue personligheder, før de er dannet – og så PRØVE at lade være med at være alt for "konkret og nøjagtig" i min beskrivelse af, hvordan min søn er..
For jeg ønsker jo ikke, at han skal blive som jeg vil. Jeg ønsker, han skal blive, som det ultimale i ham muliggør!