Onsdag havde Sanne inviteret til fotosession – så min lille trold nu for første gang har været fotomodel.. og det klarede han helt fint. Fotografen var sød – og pointen var sådan set bare at lade ungerne lege – og så tog han billeder undervejs. Men pludselig tog Jonathan fusen på mig.
Han stod op af en sofa – og han stod godt. Og så kiggede han på mig… og så gik han eet skridt hen til mig. Jeg blev helt forvirret. Det var jo ikke fordi det var et "rigtig" skridt.. for der var støtte i den "ene ende af skridtet" og i den anden – så det var kun lige 1 sekundt uden støtte.. Men han gjorde det bare.. Og jeg blev helv forvirret – for han står jo ikke sikkeret endnu.. og på en eller anden måde var det slet ikke ventet.
Og her torsdag gjorde han det igen.. Han stod ved en stol – så op på far – og far vidste med det sammen, hvad det var Jonathan 'sagde':
"Så – far – nu går jeg" ..
Han nåede kun eet skridt. Foden fik han sat på en papkasse – og så gled han.. Så kunne det ellers være, at farmand kunne komme på gulvet "Kom så Jonathan – hen til far" – men Jonathan end ikke gider STÅ, når man sådan gerne vil lokke ham. Det er som om han kan mærke, at lige præcis der var en åbning – og så er det med at tage den.. Lige præcis der var balancen og motivationen i orden – og så prøver vi med eet skridt ud i den svære kunst at balancerer på et ben – mens man bevæger sig fremad.
Oplevelserne .. hans blik – lige inden han kaster sig ud i endnu et mislykket forsøg – er helt fantastisk. Han har et blik, der er stålfast og fuld af vilje og mod. Der er slet ingen tvivl om, at han – lige der – tror enormt meget på sig selv i det øjeblik. Og på en eller anden måde er det også derfor det ikke virker, når vi så prøver at lege med ham – for der er "viljen" der ikke.
Når jeg ser det blik – den vilje – kan jeg mærke en varme, en stolthed og en lille tåre presse sig på. Min lille søn er ved at lære at gå.