Der står BJERGE af messeudstyr i vores spisestue. I desperationens øjeblik igår – efter 9 timer på benene – storsmilende og velkommende – og efterfølgende 3 timers nedpilning af alt messegrejet (det er ganske enkelt utroligt, hvor meget, der kan være på en stand på 3*6 meter) vidste vi ganske enkelt ikke hvor vi skulle gøre af al ting. Og situationen spidsede til.
Jeg tror det har noget med træthed at gøre. Manglende overskud,- handler det ihvertfald om.. Igår, da messen var slut, var kæresten og jeg ganske enkelt døde. Først kom vi op og diskuterer over, om jeg skulle med hjem i bilen eller ej. Helt ærligt: Jeg vidste godt, at der ikke var plads – og at Jonathan og jeg måtte tage Metroen.. men hvor jeg bare ikke orkede. Derefter var det at mobiltelefon og pung blev væk. Fedt.. Ikke smart, når man skal med metroen… Nå – et buskort blev fremtryllet – og Jonathan og jeg kunne komme afsted.
"Det er nemmest at gå bagom" sagde den evigt kloge kæreste. Jeg stod der i mit messetøj.. der godt nok er pænt – men ikke lige egnet til udendørsaktiviteter. Og Jonathan i sin klapvogn – uden dynen, som mormor havde glemt. Så vi gik bagom, som kæreste så smukt havde anbefalet. Og hvor hver skridt jeg tog – i øsende regnvejr – i mine fine høje hæle,- med mine ufattelig ømme fødder indeni og min ultratynde og alt alt for kolde nederdel, var et skridt nærmere skilsmisse med kæresten. Er du GAL for var jeg sur, irriteret og generet af, at jeg gik ved siden af Bella Centeret hele vejen – i stedent for igennem… indenfor.. i tørvejr.
Metroturen gik gå godt nok – med undtagelse af, at Jonathan var træt og sulten og moresyg – og jeg var træt og alt andet end indstillet på at lege.. Det endte med at jeg sang for ham hele vejen hjem.. drivvåd, kold og klam.
Da jeg så kom ind af døren, var det, at jeg mest af alt havde lyst til at lægge mig ned og tude. For kæresten havde ikke kunne finde nøglen til kælderen (fordi jeg havde den i min lomme) så han havde sat ALT fra messen midt i spisestuen. Alt stod hulter til bulter – og bare det at komme til puslebordet ville være en kamp. Dertil kommer rodet, der automatisk opstår, når man i 5 dage – kun lige har været hjemme og vende..
Jeg ringede til kæresten… og han forklarede situationen. Han forklarede endvidere – at den genstand på 148 kilo, som han skulle leverer hos en kunde – og som vi havde regnet med at køre direkte ud med – kunne han ikke komme af med, fordi han ikke kunne finde nøglen til der hvor han skulle sætte den.
Da han endelig – MANGE timer senere kom hjem – viste det sig, at den lå i hans pung. Kærstens overskud var om muligt endnu mindre end mit.
Idag er det enstemmigt vedtaget – at vi absolut INTET laver. Vi ligger ¨på sofaen – ser fjernsyn – og lade de sidste mange døgns indtryk bundfalde .. Og så lader vi Jonathan være sammen med os hele tiden. Det regner ikke mere – så skilsmissen er lagt i glemmebogen igen.. Måske var det helller ikke lige min kærestes skyld – trods alt – at det var øsregnvejr – og at vi alle var trætte.
Jeg tror faktisk man glemmer HVOR træt man kan være.