"Pjerrot sagde til månen" sad jeg og sang for mig selv og min mobiltelefon – sådan lige midt på en fagmesse midt i Bella Centeret omgivet af 9000 voksne og meget seriøse og ihærdige forhandlere.. ".. lys nu hvid og klar" ..
Jonathan bliver passet og passet. Han blev passet onsdag af farmor. Så sov han hjemme til torsdag – hvorefter mormor tog over (sammen med storesøster) Torsdag til fredag sov han hos mormor og storesøster.. og idag lørdag skal mormor have ham til klokken 14.
For første gang i 10 måneder – skal jeg være voksen sammen med andre voksne. Det er utrolig berigende. Det er dejligt. Det er lige til at få meget store fødder af – fordi vi hele tiden står op – og så er det en kæmpe udfordring. Men mest af alt er det underligt. Jeg tager mig selv i hele tiden at savne min søn. Nu har jeg gennem 10 måneder været sammen med ham hele tiden – og nu… nu er han skiftet ud med en lille stand og en hel bunke mulige kunder.. Rare, søde voksne mennesker, der ikke ryster på hovedet, hver gang man spørger dem om noget – og som man ikke kan få til at klappe, bare ved at synge første strofe af "drala"
"..indtil dette brev jeg, færdig skrevet har.." Mormor har været god. Hun ved, jeg savner ham. Og hun ved, at han savner mig. Hun ved, at han ikke forstår, hvad der sker.. hun ved, at han har brug for at vide at jeg er i nærheden.. "…. husk det er pirette, jeg skriver til…"
Derfor ringer hun. I torsdags har mormor eller storesøster ialt ringet 3 gange – og hver gang lægger de telefonen til Jonathans øre. Det er forskelligt, hvad jeg kan høre i den anden ende. Een gang kunne jeg høre, Jonathan blev ked af det. Ingen tvivl om, at han savnede mig.. Men de andre to gange kunne jeg høre, at han blev glad.. at han griner, klukker lidt .. eller bare sidder i den anden ende med telefonrøret ved kinden – og ved at jeg ikke helt har glemt ham. Jeg fortæller historier.. Jeg kysser ham .. og jeg synger for ham..
"… om min lille kone, hun nu være vil" .