Jeg har lige endnu en gang fisket Jonathan ud fra min datters værelse. Står døren åben til nogen af de forbudte rum (toilet, køkken og datteres værelse) så er det først datterens værelse, der skal gennemrodes. Først og fremmest er det ikke heldigt, fordi hun kan have små ting liggende på gulvet – men derudover er Jonathan endnu for lille til at forstå, at han indimellem kan være irriterende, når man er 8 år – og bare gerne vil lege med Animal Hospital.
Jonathan har udviklet storesøsterantenner. Han kan ligge i sin dybeste søvn.. og hoveddøren kan gå mange gange… men det sekundt, det er storesøster, der kommer ind, så står Jonathan oppe i sin seng og snakker højlydt.. Hun skal jo helst opdage ham. Hun behøver faktisk ikke engang sige noget.. Det er som om han kan mærke, det er hende.. hvilket i øvrigt er lidt imponerende.. for hun kommer ikke hjem til en fast tid. Hun bestemmer selv, hvornår hun vil gå fra miniklubben – mellem kl. 12 til 17.
Når hun kommer hjem, skal hun helst lige kravle rundt på gulvet efter ham i 10 minutter. Hun skal bare se ¨på ham, så skraldgriner han – og sætter hun efter ham – eller siger hun "bø" så gemmer han sig bag mine ben, mens han skraldgriner.
Det er hårdt, når der kommer to piger ind af døren. For så har de en tendens til at komme ind af døren – sige "hej" smide taskerne – og gå ind på det forbudte værelse – og lukke døren efter sig. Så kan Jonathan sidde i gangen – foran værelset i timer og tålmodigt vente på, at døren til værelset går op – og hun har lidt tid til ham.
I onsdags blev Jonathan passet af farmor – alene.. 6 timer efter kom mor og far og hentede ham igen. Storesøster var hjemme hos mormor – og kom derfor ikke med.
Jonathan mødte os på trappeopgangen – hængende på farmors arm. Og det var bare så tydeligt.. og så ufattelig dejligt. Jonathan kiggede på mor – så på far – og så kiggede han forbi os – undersøgte rummet "bag" os.. for hvor var hende, han gerne ville se? På den ene side er jeg lykkelig over, at han sådan savnede sin storesøster – og på den anden side kan jeg føle et stik af jalouxy over at det ikke er mig, han sådan har savnet 🙂
Storesøster og jeg har talt om det. Jeg har fortalt hende, at hun ikke skal forvente nogensinde at blive så set op til, som hun bliver af Jonathan.. At det kan holde op lige pludselig – og at hun skal vide, hun har en magt over ham – og at den magt skal hun bruge på en go måde… Og det forstår hun.. og det gør hun. Magt er ikke nødvendigvis en dårlig ting.. Det kan bare betyde, at hun f.eks. har nemmere ved at lærer ham ting, fordi han gerne vil se på hende hele tiden. Hun driller han faktisk aldrig.. heldigvis.. tilgengæld kan hun slå sig sammen med ham og drille og kilde far.. og DET er sjovt.