Når jeg ser på Jonathan – har jeg svært ved at fatte, hvordan han var for bare få måneder tilbage. Når jeg husker tilbage på min store piges tidlige barndom, så kan jeg ikke huske detaljer, som jeg ellers var overbevist om, ville brænde sig fast dybest inderst inde – fordi de om noget VAR livet og grunden til det.
Derfor prøver jeg – indimellem – med min dagbog, at lave små tankestreger i tiden.. små ophold, hvor jeg prøver at huske, nøjagtigt hvordan tiden er LIGE nu – så jeg bedre kan huske tilbage.
Idag er Jonathan 10 måneder og 2 dage. Omregnet i dage er han 307 dage gammel idag. 307 dage er altså ikke ret lang tid – og alligevel har han nået så ufattelig meget.
Idag er det nærmest gammel vane, at han kravler – og han står op alle steder. Der er mere nyt, at han siger tre "ord" der har mening delvist : mama, dada og ananan (mor, far og storesøster) vi er endnu ikke klar over, om ordene er rigtige – eller om han stadig bare øver sig på at tale.
Der er langsomt ved at være ting, der gør Jonathan til Jonathan. Først og fremmest er han en storchamør – og han er født sådan. Han elsker at tiltrække smil og grimasser fra forbipasserende. Han klapper.. og det bruger han mest som en slags "Se nu lige på mig – ikk!"
Hans helt store dille i øjeblikket er, når man siger "Nej" så ryster han på hovedet – og griner over hele 5-øren. Forvirringen er så total, når man så siger "Ja" og nikker. Han kan godt nikke – men han har vildt svært ved at gå fra at ryste på hovedet til at nikke. Det er rent svir, hvis storesøster, far og mor alle sammen sidder om bordet og nikker og ryster på hovedet… mens Jonathan også gør det.. Så bliver der grint meget højt.
En anden go leg, er når storesøster og far jagter Jonathan på gulvet – og hvor de alle er kravlende. Så bliver der grinet så højt – og flygtet helt dybt ind i mor – at tårerne nærmest triller – og hele den lille krop dirrer af forventning.
Amningen er lige ophørt. Idag er det tirsdag – og den sidste dag, Jonathan fik en ammetår var fredag..
Jonathan bruger ikke rigtig sut.. Men den er go at have i hånden, når man falder i søvn. Helt hvorfor ved jeg ikke.. for han sutter ikke på den. Han sover igennem og sover i sin egen seng.. Dog kan han vågne og klynke lidt – men lidt vuggesang – og en portion mors stemme.. så sover han igen.
Han sover morgenlur fra 9 til 11 og eftermiddagslur fra 15-16.
Han ELSKER måltiderne.. særligt morgenmad og aftensmad – hvor vi alle er samlet. Igår brugte han næsten 45 minutter på at sidde og spise de sidste pastaskruer.. og det er nogle seriøse mængder, der kommer ind. VI holder lidt øje. Indtil videre holder han sin vægtkurve – men han spiser faktisk så meget, at vi godt kan forestille os, at han hopper godt over den.. og så får han ikke lov at sidde og spise pastaskruer i 45 minutter.
Opgangen er et kapitel for sig. Der er en ganske særlig rumklang.. og ekko på det han siger – så vi skal kun lige åbne hoveddøren – så begynder han at sige "hiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii" for at høre sin egen stemme.. og så GRINER han hele vejen ned at trappen.
Jonathan har to fine tænder i undemunden..