Som mor må man indimellem tage sig til hovedet. Indimellem får man sagt ting – man ALDRIG troede man skulle sige. Ligesom man hører børn sige ting, man aldrig havde forestillet sig, man skulle lægge øre til.

F.eks. igår, da vores underbo spillede Sims med min datter: “Jeg synes altså du skal flytte, så du kan undgå, at manden hele tiden får strækmærker!”

Sætningen kom af, at min datters simmer hele tiden blev kidnappet af aliens – og disse aliens gjorde manden gravid.. og at disse graviditeter gav den stakkels mand strækmærker.

Eller når jeg må vende mig mod Jonathan og sige: “Jonathan – lad være med at prutte din søster i hovedet!”

Eller forleden med min datter. Min datter har været MEGET længe om at tabe sine tænder. Hun mangler faktisk stadig hovedparten – trods hun nu er 13 år. Hun og jeg sidder og har en samtale om prostitution – og vi ender op i at tale om abort – og om abortlovgningen i Danmark. Og bedst som vi sidder og taler om kvinders ret til selvbestemmelse over egen krop og mine reprimander til hende om “at hun skal passe på sig selv, når hun når dertil”, udbryder pigebarnet: “Se mor – jeg har en rokketand”. På en eller anden måde var de to samtaleemner bare så langt fra hinanden, at hun og jeg blev nødt til at falde sammen i sofaen og holde os på maven af grin.

Jeg har hele tiden lovet mig selv, at gemme disse sætninger, for man kommer sådan til at smile – så nu laver jeg en tag til dem.

/ Utænkelige sætninger

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *