Åhh… vi gør det fra den dag, vi kan se de to streger på pinden. Jeg gjorde ihvertfald: Bekymrede mig. Og når det ikke var bekymringer for, om barnet var velskabt – så var det bekymringer om fødsel – og da alt det fik uden nævneværdige problemer – jamen så var bekymringerne gulsot, lys, amning, sover han for meget eller måske for lidt. Udvikler han sig normalt – for hurtigt – for langsomt? Er han syg – snotte? Forkølet eller måske ligefrem en influenza? På en eller anden måde, så har jeg hele tiden gang i en eller anden form for bekymring – større eller mindre – og det er først med tiden, jeg kan se, om bekymringen var bekymringen værd – eller om det bare var endnu een af de ting, der løste sig med tiden – hvilket det for det meste er.
Jeg synes hele tiden der rumsterer et eller andet i baghovedet – af størrer eller mindre grad.
I øjeblikket har jeg virkelig problemer med, at min søn har sin tunge UDE af munden hele tiden. Den sidder i klemme mellem de to tænder, han har – og så dingler ca. 0,5 cm hele tiden udenfor. I starten syntes jeg det var sødt – lidt sjovt måske. Jeg var overbevist om, at det da bare var en lille dille – og at det ville gå over igen.. Men så var jeg i datterens miniklub – og selvom jeg godt ved, at hun sandsynligvis ikke er ekspert i børn, der rækker tunge – og selvom hun sandsynligvis slet ikke mente noget som helst med det- så var der en sød pædagog, der kiggede på Jonathan og legede med ham – og på et tidspunkt sagde "Rækker han altid tunge på den måde?"
Reelt var det jo bare et spørgsmål – men det rungede i min hjerne… HØJLYDT.. ".. Er det helt normalt det der?"
Resten af dagen brugte jeg på at gå og skubbe Jonathan tunge ind i munden på ham igen. Han var lige glad. Hver gang jeg så den anden vej, så røg den ud igen.
Jeg er begyndt at se nærmere på om han nu også tager den ind selv indimellem (hvilket han gør) – Jeg overvejer ligefrem at begå et regneark – og skrive mine observationer ned – så jeg kan udregne statestik og tidsforbrug. Kan det være tegn på noget? I så fald har jeg aldrig hørt om det. Alt sammen fordi min søn – af ulogiske og mærkelige årsager – går rundt med tungen ud af munden. Er det noget, jeg skal snakke med min sundhedsplejerske om? Eller måske lægen? Hvis det bliver ved, så gør jeg..
Om en måned så ved jeg, at jeg enten kan smågrine af mine bekymringer – fordi der absolut ikke var noget at være bekymret for .. Eller også er jeg endnu mere bekymret. 99 gange ud af 100 – så kan jeg smågrine – for det meste har jeg faktisk helt glemt det om en måned.
Med min store pige på 8 har der reelt kun været 3 gange, hvor bekymringerne er overgået til direkte at være observationer, der skulle/kunne bruges for at hjælpe hende over en given forhindring. Og faktisk var netop det, at hun IKKE kunne række tunge een af dem 🙂 (Hun fik skåret sit tungebånd, fordi det var så stramt, at hun end ikke kunne vippe tungen ud over tænderne.)
At bekymre sig er tilsyneladende en del af det, at være mor.. En gave – der følger barnet – og som man vist aldrig helt kan give videre.. selvom det indimellem ville være rart.