Min datter går, som beskrevet før, til ridning. Og hun er glad for det. Det har været stort at se hende vokse fra ikke at turde gå ind i stalden til her – 8 måneder efter – at ride trav og styre hesten. Men og der er et men. Min kæreste og jeg har en meget forsigtig pige. Vores dejlige datter kan mere, end hun selv tror hun kan. Derfor har vi været glade for ridelæreren, for hun har ofte krævet lidt mere af min datter, end min datter lige frivilligt havde lyst til at hoppe ud i – og hun har måtte indrømme bagefter, at hun faktisk syntes det var sjovt.
Men her på det sidste er der kommet et alt overskyggende problem til ridning: Galop. Alle de andre børn – også dem, der er startet senere end hende – rider galop – men min datter har pænt takket nej, hver gang hun har måtte galoperer en omgang. Sidste gang insisterede vi og læreren på, at hun SKULLE ride een omgang i galop, hvilket resulterede i at hun græd sine modige tåre – og bestemt ikke kom til at ride galop.
Efter den time kom læreren hen og talte med os. Hun forklarede os, at hvis ikke vores datter fattede mod til galop i løbet af den næste måned, så var spørgsmålet, om hun skulle blive ved med at gå til ridning. En holdning både kæresten og jeg delte – for det der startede med at være den ene succesoplevelse efter den anden, er gået hen og blevet noget hun er bange for. Det er jo ikke meningen.
Efter ridetimen talte vi LÆNGE med hende. Vi forklarede, at når ridelæreren vidste, at hun kunne, så må hun stole på, at det er rigtigt.. At hun jo også var bange for at trave den første gang – men nu traver hun som om hun aldrig har lavet andet. At man aldrig kommer videre, hvis man ikke indimellem træder et skridt længere frem, end man havde troet man kunne. Helt ærligt vi punkede hende.
Bagefter blev jeg helt dårlig.. for tænk, hvis det at galopperer virkelig er så stor en skræk for hende. Vi fik en snak mere – hvor jeg forklarede hende, at hun også var velkommen til at stoppe med ridning – og at hvis hun ikke vil galopperer, så må hun meget gerne stoppe til ridning!! Hun må gå til lige hvad hun har lyst til – så hun kunne bare finde noget andet.. knap så "farligt" måske.
Torsdagen kom så igår.. og eftersom jeg har set hende gå og gruble hele ugen, var jeg slet ikke i tvivl om, at vi var nået ind til hende. At hun var klar over, at HUN skulle beslutte sig: Galop eller ikke mere ridning.
Vi kom derud – og hun fik sadlet op. Hun har sin yndlingspony i øjeblikket og ikke nok med det – så er det meste af holdet blevet skiftet ud. De er kun 2 "gamle" tilbage.. Den første del af ridetimen gik upåklageligt… og så kom øjeblikket, vi alle havde "frygtet": Det øjeblik, hvor læreren spørger om der er nogen, der vil galoperer.
Jeg troede jeg hørte forkert – da jeg hørte min datter sige "Mellem".. Jeg troede helt bestemt, at hun havde sagt "Nej" og dermed ladet rideskole være rideskole.. Men hun sagde "Mellem" uden gråd, uden angst – og jeg måbede fra sidelinien. Jeg turde næsten ikke trække vejret, da ridelæreren holdte fast i hesten – og min datter satte hesten i galop. Jeg kunne se hvordan min lille pige, der var så bange for at galopere, hun – meter for meter – voksede.. For hun så sin egen frygt i øjnene – og overvandt den.
Da hun kom ud, var hun 20 cm højere. Vi grinede hele vejen hjem, for som far og mor sagde til hende, så skulle vi ud og købe nyt tøj til hende nu – for så meget som hun voksede i den ridetime – så kan hun da ikke være i noget af det gamle. Hun var lettet og grinede hele vejen hjem. Det endte med at være en go lektion for hende.. For hun kan overvinde sin egen frygt – og når man først har prøvet noget een gang – så bliver det nemmere og nemmere.
En livslektion, der er MEGET vigtig, når man er en 8-årige forsigtig og artig pige. Nu glæder vi os alle sammen til næste torsdag – for så vil hun galopere igen.
Og jeg kan ånde lettet op. Vi maste på – og vi krævede en masse af hende.. og i lang tid vidste jeg ikke, om hun rent faktisk kunne overkomme den opgave, vi havde forlangt, hun skulle løse. Var det gået galt, kunne det have været et alvorligt knæk i selvtilliden hos en dejlig 8-årig pige.. Det er en skånsesløs balanceakt..