"Husk.. Heller lidt af meget – end meget af lidt" – sagde sundhedsplejersken med strenge øjne hen over sine små næsehornbriller og med pegefingeren i vejret.
For 3 måneder siden tror jeg, jeg havde skudt hende. Mad var en umulighed. Jonathan ville ikke have grød – og den mængde mad, han spiste, når man endelig havde fået lavet noget mad til ham efter timers kamp i køkkenet, var nærmest mikroskopiske.
Sådan er det ikke mere.
I går fik Jonathan fortæret til frokost: 1 mad med leverpostej, 1 mad med æggesalat, en banan, 1 dl sveskemos, 1 dl mælk, 2 skiver ost og en stang agurk. Jeg sad sammen med ham og fodrede ham med diverse af madprodukterne den første ½ time. Derefter fik han selv lov at gratte lidt i de sidste rester af rugbrød. (Jeg er iøvrigt fascineret af, at man allerede som 9 måneder gammel baby kan finde ud af at suge leverpostejen af brødet – så en retsmediciner med mikroskop bagefter ikke ville være i stand til at fortælle, hvilket pålæg, der har ligget på brødet) Min søn grovæder – intet mindre kan beskrive det.
Læg noget spiseligt foran min søn – og væk er det.
Men når man så ser på, hvad han foretager sig i løbet af dagen, så kan jeg udemærket se, at alle kalorierne bliver omdannet til bevægelser hele dagen. Enhver SATStræner ville være grønne af misundelse på min søns daglige gymnastiske øvelser. Han både konditionstræner og styrker sine muskler. Hvis mine mavemuskler kunne trække hele min krops vægt på de 100 gange om dagen, som Jonathan gør det, så ville jeg være en slank og meget veltrænet kvinde. Og hastigheden når han kravler!! Der er en grund til, at de kalder ham lynet ude i byen.