Vi har alle startet et sted – og Jonathan har nu eet mål: OP …. Man har to ben – og dem skal der ståes på.
Han rejste sig op samme dag han begyndte at kravle – men nu er rejseriet udvidet så meget, som sådan noget rejseri nu tillader. Han startede ved storesøsters seng. Den var go, for dens "indhold" kunne han så stå og beundre fra sengekanten – mens "indholdet" stod på hovedet for ham eller sang en lille sang.
Han kan nu går omgange om stuebordet- som sjovt nok nu kun kan bruges på en indre bræmme på 10 cm i bredden – alt ud over den bræmme bliver enten suttet på eller bliver flået på gulvet.
Derudover har vi haft en træningstur, som jeg kalder: "Langt oppe – helt nede." Han rejser sig op af vores spisebord – og med det yderste af fingerleddene holder han balancen – med armende flagrende helt over hovedet. I denne position ligner han helt afgjort noget, der er hængt til tørre.
Så er der langt nede træningen. Den består primært at små ting som den malerbøtte der hindre ham i at komme i køkkenet. Den går ham kun lige til lårerne – så han kommer kun op i halvt oprejst stand, når han rejser sig ved den – men så er det der eksperimenteres på højtryk. Hvis han nu giver slip med een hånd – og trækker sig op… Men dette trick ender normalt altid med, at han falder lidt sammen over den famøse malerspand – og må blive nede.
Men repetoiratet bliver konstant udvidet – og vi er nu kommet til den jeg kalder "lodret balancehåndstand" Først gang den sås var knap 14 dage siden. Jeg var gået på toilettet – der ligger lige bag vores hoveddør. Eftersom jeg var alene med Jonathan, var døren til toilettet ikke lukket. Men det var hoveddøren naturligvis. Jonathan var fulgt med mig – men kan grundet en forhindring ved toiletdøren ikke komme ind på toilettet. Derfor stod han lige på den anden side.. Og så var det, at han rejste sig op af hoveddøren. Lige så forsigtigt brugte han nu kun armene til at skabe balance, så det var lårmusklerne og mavemusklerne, der lavede det hårde arbejde med at få løftet de knap 10 kilo fra gulvet. Jeg var åndeløs af spænding, da det faktisk lykkes ham at komme helt op. Det er vel nærmest unødvendigt at fortælle, at far satte nøglen i døren udefra i samme øjeblik, som Jonathan var kommet helt op.
Derefter er der "Der kan jeg godt lige kommer over" tricket. Det er det sidst udviklede – og det, der trænes mest ihærdigt på lige i øjeblikket. Det handler om ting, der står nær hinanden. Skamlen og sofabordet f.eks. Eller en stol og mor. Hvis der kun lige er 30 cm imellem dem – så skifter Jonathan balancepunkt fra det ene sted til det andet. Lige så forsigtigt tager han een hånd over – og holder den anden på den første genstand. Skifter derefter balancepunkt – så den flyttede hånd har hele balancen – og så flytter han resten af kroppen med. Det er ganske enkelt skridt før de første vakkelvorne skridt.
I hans træning med at komme fra punkt a til punkt b har vi oplevet flere gange nu, at han holder balancen på benene i et øjeblik. Et øjeblik, hvor han står midt på gulvet – uden at holde i noget. Jeg ved, at det ikke er bevist – men det bliver det jo – når man har prøvet gange nok. Der trænes på højtryk – og der er INGEN tvivl om, hvad målet er.
Jeg tror – ud fra hvor han er nu – at han indenfor de næste 14 dage kommer til at tage et enkelt skridt – som han idag kommer til at stå og holde balancen i et kort øjeblik.
At gå rigtig ligger nok lige en måned eller 3 ude i fremtiden!!
Lige nu sker der så meget dag for dag – og jeg er evigt taknemmelig over, at være her og se det.