Det er over det hele. På gulvet, på Jonathans trøje – på mors bukseben – og på legetæppet ja sågar i munden på far ved en enkel lejlighed. Jonathans savl. Han savler så en grand danoir ville være misundelig.
Vi opdagede det først ved, at jeg fik en stor våd plet på buksebenet, hver gang Jonathan havde været henne og hilse på.. Vi havde aldrig før brugt hagesmækker andet end når vi spiser – men det skal jeg love for er slut nu. Jonathans hage er ganske enkelt konstant savlet ind – og moren kan sagtens gå og tørre den af,- det giver kun den effekt, at savlet er på plads igen 20 sekundter efter. Det løber ud af ham i et sådan omfang, så man indimellem må tjekke om det er vandhanen, der lukker de ekstra mængder væske ud.
Han savler så meget, at jeg er begyndt at overveje, om han får nok at drikke – for umidlbart vil jeg sige, at der kommer mere savl ud, end der kommer mælk ind.
Eller måske er det ligefrem tegn på det modsatte: At Jonathan får for meget at drikke – og eftersom systemet er "optaget" så producerer han savl i stedet.
Personligt hælder jeg nu til den logiske forklaring, at min dejlige en-tandet søn er ved at få tand nummer to.. hvilket da også kan ses, når man ser ved siden af den tand, han har fået.. En lille ny tand er på vej – og mangler bare lige at trænge det sidste stykke op.
Men det er jo bare en tilvænningsting og sandsynligvis noget, der bare vare en lille periode. Ikke desto mindre skal vi til at vænne os til at lukke øjnene og lukke munden, når vi ligger på gulvet og løfter Jonathan op over vores hoveder 🙂