Først vil jeg lige slå fast, at jeg elsker min kæreste – og vi er hverken helt eller halvt ved at gå fra hinanden.. Vi end ikke overvejer – når det så er sagt:
Herhjemme har jeg prøvet “to slags fædre”. Da min datter blev født, havde både han og jeg 8-16 arbejde – og så gik jeg i skole. Det medførte at han tog sin barsel hen over 5 uger, hvor han holdte 2 dage om ugen. De to dage var han så alene med vores datter i 3 timer om dagen ca – fordi jeg gik i skole. Dette var allerede 14 dage efter jeg havde født. Tingene var naturligt 50/50 dengang.
Denne gang har vi fået eget firma – og firmaet er kommet ud af startshullerne. Kæresten har NEMT 16 timers arbejde om dagen (Gudskelov er mange af timerne noget, han laver hjemme – så han er altså ikke væk). Desforuden har han behov for at jeg også hjælper til i den grad, jeg nu kan. For mig er det ok. Pengene er jo sjove nok – og al det der “eget firma”-halløj har vist sig at være en hel del sjovere end jeg havde forestillet mig.
Men hans forståelse af mit arbejde er nærmest ikke eksisterende!
Forleden da vi havde en rigtig god veninde på besøg, startede besøget med at jeg stod i køkkenet og var i gang med at varme mad til Jonathan. Kæresten satte sig ind og snakkede med veninden. Veninden kom hele tiden med bemærkninger rettet mod mig – men jeg måtte hele tiden sige “øjeblik – jeg skal lige” – og så ellers mosle rundt igen. Alt imens kæresten sad i sofaen og underholdte veninden. Jeg varmede mad – fik den på bordet – fik vaske trip trap stolen af – og mens maden blev varmet, så skiftede jeg lige Jonathans ble og tømte opvaskemaskinen, så det, der var på bordet kunne komme væk. Og når jeg nu alligevel var i køkkenet,- så lavede jeg lige kaffe til selskabet.
ENDELIG inde i stuen hos gæst og mand – og barn i trip trap stol med hagesmæk – var jeg igang med at fodre Jonathan af – mens jeg så kunne tale med veninden. Og så manglede der sukke på bordet… “ÅH skatter – gider du lige hente sukkeret?”
Og så kom kommentaren. “Kan du se – søde veninde – jeg bliver JAGET rundt og må lave det hele” … Min veninde stirrede på ham… Så begyndte hun at grine.. “Jamen – lagde du slet ikke mærke til, hvad Pernille har lavet de sidste 20 minutter?” Og det havde han oprigtigt talt ikke lagt mærke til ! Hold op hvor vi grinede af ham.
Vi grinede og hans sad og blev flov – hvilket sådan set var rimeligt nok.
Jeg ved godt, at 95% af arbejdsbyrden omkring det, at vi har Jonathan nødvendigvis MÅ ligge på mine skuldre – kæresten har ikke mange øjeblikke i sofaen heller (og hvis han endelig har tid lidt – så er han go til at gå igang med at rydde op f.eks.) – så det er ikke fordi jeg er ked af at lave arbejdet – jeg sætter faktisk en ære i det – og er lykkelig for at få Jonathan så tæt på mig… Men det, at han end ikke ser, at jeg gør det!! Det synes jeg er helt vildt.
Vi brugte lang tid på at tale om det forleden – og om hele den situation med, at vi har en 9 måneder gammel baby, der fylder godt i landskabet.. som stjæler vores søvn og tager af de få øjeblikke vi kan få sammen som kærester. Det ER en belastning for et parforhold – uanset hvordan man deler opgaverne. Men vi blev da enige om, at blive bedre til at huske hinanden og det den anden gør – og det må jeg så sige, han har gjort lige siden…