Vi havde faktisk droppet amningen i dagtimerne. Jonathan var nede på kun at amme når han skulle sove..
Og så var det moren fik spat – og satte sig for, at barnet skulle sove i egen seng – UDEN mors babs i munden – og derfor droppede vi natamningen (der reelt kun bestod af een seriøs gang amning kl. 3 om natten og så en masse "hyggeam" hvor det helt ikke bare var ren "ih hvor er hende mor varm og dejlige og hyggelig")
CUT..
Og væk var al amning. I 36 timer ammede jeg overhovedet ikke. Jonathan skreg – som tidligere beskrevet en hel nat i ren raseri over ikke at ligge i mors seng mellem mors babser.. Hele natten gik med at jeg klappede ham og aede ham – anden nat var nemmere – og tredie nat begyndte at blive hel menneskelig. Søvnvanerne ser ud til at være ok.. Og så er der amningen tilbage.
For her sidder jeg og ser på min søn. Han kan det hele nu – også uden mig. Men jeg har jo nydt at amme ham. Jeg har elsket mine stille øjeblikket, hvor min søn grådigt og lystigt har stillet sin sult ved mine bryster – og jeg har vitterlig ikke lyst til bare at stoppe.
På onsdag i næste uge skal jeg til lægen – herefter skal jeg til hudlægen – og derefter skal jeg på medicin, der kræver, at jeg ikke ammer – men indtil da stjæler jeg mig til de sidste gyldne og tætte øjeblikke med min søn.
Når klokken er 8:30 – og min søn har været oppe i 1½ time… men endnu er langt fra træt – sætter jeg mig til rette i sofaen – lægger min søn til rette – og ammer ham. Ikke af sult – ikke af tryghedsbehov.. Men fordi jeg vil gemme disse sidste øjeblikke dybt i mit hjerte.
Jonathan ammer – og jeg, hans mor ser mere på ham – aer ham mere og dufter ham mere – end jeg nogensinde før har gjort. Jeg hiver alle indtrykkene ud – og gemmer dem – billed for billed.. for nu ved jeg, at der ikke er langt tilbage. Men når jeg bare for lov at stoppe på en måde, hvor både Jonathan og jeg får taget "ordentlig afsked" med vores stund, så jo… Det er vemodigt at stoppe – men også på tide .. Og først og fremmest: Jeg er klar til at give slip..