Prøv et tankeeksperiement, der omvendte mig for nogle år siden. Prøv at LADE VÆRE med at tænke på en lyserød elefant.
Det første, der popper op i eens bevidsthed er en lyserød elefant – for for at benægte den adgang til sine tanker – skal man først se, hvordan den ser ud.
Hjernen opfatter altså det modsatte af, hvad den bliver kommanderet til.
Tænk, hvad effekt det har, når man tænker "Jeg vil IKKE tage mere på" eller "Jeg vil ikke begå de samme fejl i opdragelsen, som min mor gjorde" eller "Nu vil jeg ikke længere bruge for mange penge" .. Hjernen visualiserer det "omvendte".
Og så til den anden del af det. Man er i meget høj grad, hvad man tænker. Og tænker man negativt om sig selv, kan det føles indeni – og ses udenpå. Der er da ingen mennesker, der bliver lykkelige af, at andre fortæller dem, at de er grimme, dumme eller irriterende. Hvorfor skulle man så blive lykkelig af at sige det til sig selv?
Jeg kender ufattelig lidt til NLP,- og alligevel har det "lidt" jeg har lært sat sig dybt i mig.
F.eks. nu med at jeg skal tabe mig. Mange mennesker går ud og køber et sæt tøj, der er nummeret mindre end det nummer de bruger nu – for ligesom at have en gulerod.. Men hvad siger man så til sin hjerne? "Du er for fed til at kunne være i det tøj, du burde kunne være i" Det er ikke den tanke, man taber sig mest af i verden.
Jeg har lige været ude og bruge 1000 kr på tøj, jeg ikke kan passe, når jeg taber mig.. Det passede mig lige der .. Og siden jeg har købt det, har jeg tabt mig 3 kilo. (På en lille uge – første uge giver altid godt) "Du ser sgu godt ud" var beskeden jeg gav min hjerne.. "Og du ser endnu bedre ud om minus 5 kilo". Se – det hjalp.
Og motion. Mange "straffer" sig selv, fordi de har spise en kage.. Så er "straffen" en løbetur i skoven. Jeg straffer aldrig mig selv. Jeg har aldrig gjort noget forbudt – eller forkert – så jeg straffer ikke.. Jeg giver min krop, hvad den har behov for: Motion. Og så er turen altså nemmere at komme igennem… Hver skridt man tager føler man sig lidt mere hellig.. "Jeg gør noget GODT nu for mig selv"..
Går du og bokser med noget? Så kan jeg klart anbefale NLP – ikke at jeg kender ret meget til det – men den med at vende tankerne – bruge tankens kraft positivt – i stedent for at straffe sig selv – det virker altså!
Jeg er meget bevidst om det i forhold til mine børn. Jonathan er endnu så lille – men min store pige får ikke lov til at sige sådanne ting som "Jeg er dum" eller "Åh, hvor er jeg åndssvag" til sig selv. Det er noget af det, jeg har talt mest med hende om.. Og hun ved det godt.
Vi lavede et forsøg på et tidspunkt. Jeg bad hende sige "Jeg er dum. Jeg er dum" i 2 minutter til sig selv i hovedet – og bagefter talte vi om, hvordan hun havde det. Bagefter bad jeg hende sige "Jeg er sød og dejlig. Jeg er smuk og rar" ligeledes i 2 minutter. Og efter den tur fortalte hun selv, at hun godt kunne mærke forskel. Man har det meget bedre med et klap på skulderen – end en nedsættende bemærkning – også når det er fra een selv.