Jeg skulle ALDRIG have gået derind. Men altså – jeg gik ind i vores kælderrum. Og da jeg først var kommet derind, var det nærmest umuligt at komme ud igen. Ikke fordi jeg ikke gerne ville – men fordi tingene nærmest væltede ned efterhånden som jeg trådte ind. Jeg ved ikke helt, hvad det var jeg havde forestillet mig. Da min datter var lille gemte jeg ALT. Hvorfor har jeg glemt. 3 flyttekasser – alene med tøj som hun brugte bare det første år. De er nu blevet sorteret – og der er kun 1/4 kasse tilbage. Den indeholder det tøj, der er helt specielt.. og som der er minder forbundet med. Alt det andet ligger nu i containeren. Men hvad er det jeg havde forestillet mig, da jeg satte det derned? "Næste gang jeg får et barn vil jeg sikkert blive glad for disse bukser, som i forvejen er et arvestykke – og som jeg nærmest ikke har brugt til min datter – fordi jeg ikke synes de er pæne. Men moden ændre sig jo – og om 6 år synes jeg sikkert de er vildt fede – og nok ikke ret mølædte" Der ligger ganske enkelt ALT i vores kælder. Og det er det, der gør det håbløst. Hele min datters første værelse ligger stablet dernede. Allernederst lå en lille lænestol, som jeg gerne ville bruge til Jonathan. Alt det andet var alligevel lidt for finket. Det tog mig 2 timer at nå stolen … Og da jeg nåede den, havde jeg lavet sådan et bjerg af børnemøbler og ragelse på den anden side, at både stolen og jeg var ubehjælpeligt muret inde. Jeg fik fat i stolen – efter at have hældt 3 sorte sække i containeren. Og på vejen fandt jeg min datters første sko (SNØFT- hvor er de søde og små) og pottesædet til toilettet – og de to kasser julepynt, som jeg opgav at finde til jul. Jeg fandt også alle mine gamle dagbøger – og ikke mindre end 3 fotoalbum med kærester fra FØR min nuværende kæreste – som altså har været min kæreste nu gennem snart 11 år. Min mest værdifulde minder i hele verden ligger side om side med ting, der burde være blevet smidt ud for år tilbage. Nu skal der være orden i rodet. Men efter at have brugt 3 timer på sagen – kan jeg godt se, at det måske ikke lige er imorgen, at ordnen rammer vores kælderrum.