Indimellem føler jeg mig helt tynget af det faktum, at historien gentager sig selv igen og igen. Som om jeg reelt aldrig har haft noget valg for, hvordan mit liv skulle forme sig. Som om een havde skrevet bogen på forhånd – med udgangspunkt i min mors liv.
Jeg bliver forpustet og trist, når jeg ser, hvordan jeg gentager mønstre, min mor så desperat har forsøgt at bryde. Nu sidder jeg fast samme sted.
Det mest deprimerende er så alligevel, at min datter fortsætter af samme sti. Hun kæmper nøjagtigt de samme kampe, som jeg kæmpede – og håndterer dem nøjagtigt, som jeg gjorde, trods jeg idag er blevet klogere og kan se, at jeg skulle have gjort tingene anderledes.
Det følelses tyngende at min livsbane nærmest var skrevet på forhånd. At jeg skal vriste og vride mig for de mindste forskelle.
Når jeg rigtig synker ned i fornemmelse af, aldrig at kunne bryde noget, husker jeg mig selv på de åbnelyse forskelle. På alle de baner, hvor jeg alligevel har gjort det helt helt anderledes. At jeg er et sted i livet, min mor aldrig ville ønske at være og at jeg gør det på min måde. At jeg forsøger at finde modet indeni til at træde på ukendt terræn. Og at jeg samtidigt insisterer på, at min datter skal have andre værktøjer med, så hun i det mindste har muligheden for selv at vælge retninger.
Jeg kan også se, at vi – generation for generation – trods alt har fået det bedre – og ikke mindst nemmere. At min mor lavede et spor til mig, hvorved jeg nemmere kunne bryde nogle af mønstrene – ligesom jeg gør det samme for min datter. Prøver at give hende fri.
Men det er en byrde, når man ligefrem føler, man skal kæmpe for at komme andre steder hen, end der man kommer fra. Og byrden har en tendens til at fylde så meget, at jeg ikke ser, deb gave det er, at komme fra nøjagtigt samme sted.. nemlig at min mor – og hendes mor før hende, har banet en vej for os, som gør, at vi – alt andet lige – er et godt sted i livet – trods kampen mod vindmøllerne.
Og så er det min eksmand alligevel har ret. Man er ofte så fokuseret på egne problemer, at man er overbevidst om, ingen andre kæmper mod noget. Og dermed ser jeg slet ikke, at andre har mange flere og størrer vindmøller at kæmpe med. At jeg måske i virkeligheden bare skal være lykkelig for min arv – det gode og det mindre gode.