Lagt ned af forkølelse, mente min søn nu alligevel, at vi godt kunne finde julepynten frem igår. Så kasser og nisser kom væltende frem fra alle hjørner.
Jonathan tog det i stiv arm. Han påførte sig straks nissehuen og gik fluks igang med at give nisser og engle hver deres midlertidige opholdssted.
En fin rød nissebort, fik ny plads på dørtrinet ind til stuen – hvilket jeg smilede lidt af. Den passede perfekt i størrelse – og hvor i alverden skulle han vide bedre fra, at sådan en bort skal hænge fra et søm på væggen, når vi nu aldrig har haft sådan en i hjemmet.
Jeg nåede at tænke, at jeg skal huske at få kærestens børn til at lave julepynt når de kommer i weekenden. For een ting er, at han skal undvære sine børn juleaften.. Men derfor kan børnene ånd da stadig være til stede. Og det skal den være.
Samtidigt med, at jeg smilede over de få fugle, der er tilbage fra min barndoms juletræ – og nissserne min farmor, der døde for så mange år tilbage, har hæklet. Julen er på en eller anden måde tiden fra igår.
Vi gik faktisk så langt, som til at gå ned og købe årets juletræ. Min datter fik købt julegaver.. og alt imens vi moslede (og jeg inderst inde forbandede alt det tingeltangel langt væk, fordi det RODER) kom min datter pludselig med en bemærkning, jeg efterfølgende blev helt paf over.
“Mor – hvor er dit julehumør egentligt henne?”
Jo – for hun var da i julehopla – hende min datter, som jeg ellers sidste år måtte udsætte for alverdens pinsler, for at finde sin indre julemand. Men af en eller anden årsag, er det som om jeg ikke rigtig har fanget julen endnu.
Vi skyndte os at finde årets juleradio, så “White Christmas” og alverdens andre slagere kunne gjalde ud i rummet – og moderen kunne finde sin indre julenisse.
Tænk – julehumøret er blevet væk i julegaveindkøb og almindelige travlhed!
NU er julen kommet – og selv træet står nok så fint og pryder hjemme. NU bliver det også jul hos os i år.