Jonathan har fået alle tideres julegave: en teletubbiebold i stof, som siger noget, når man rører ved den eller kaster den. Den er jo guld værd, når en lille dreng – det yngste medlem i den lokale fodboldsforening – skal lege med bold – styrke sine kravlefunktioner og skal mærke former. Den pædagogiske korrekte mor er glad for sin bror valg af julegave.. lidt endnu… vel og mærket.
Det var absolut sidste julefrokostdag igår. Vi skulle besøge min far – som bor lidt syd for Lars Tyndskids marker. Ca. 1½ time i en leje bil med to børn – der ikke er vant til at køre i bil. Den forudseende og smarte mor pakkede pusletaske, legetøj og tøj til de to børn… Legetøj: Naturligvis Jonathans teletubbiebold, når han nu er så glad for den.
Jonathan kom i sin autostol for 2 eller 3 gang i sit liv. (hvilket også er løgn, for mormor har også en autostol – og der har han været nogle flere gange) Autostolen, bilens lyde og lyset udenfor var vældig spændende for en lille mand på bare 7 måneder.
2 minutter efter vi var begyndt vores rejse, fandt vi ud af, hvorfor man IKKE skal tage en teletubbiebold, der siger noget, hver gang den ruller, med på en rejse på 1½ time. Hvis man tager den med, skal man ihvertfald ikke være så dum, at man lægger den i bagagerummet – løst…
"Boing…" sagde det hele tiden… eller "hvvviiiiiiii" eller "hhihihihi" eller en lille trommesolo, når bilen drejede til venstre. Der gik ikke mange øjeblikke -før vi fandt ud af, at det måske ikke lige er teletubbiebolden, der siger noget, når den rulle, man skal tage med på tur.
Ind til siden – og hente den irriterende bold i bagagerummet. Jeg holdte herefter bolden i skødet – hvilket kun hjalp lidt… Nu var det ikke 3 gange i sekundtet at den sagde "boiiiinnngg" – men måske 1 gang i minuttet.
"Jeg har fundet på en ny leg" – kom det smart fra den kvikke mor. "hvem kan holde bolden længst UDEN den siger noget?" Datteren slog nogle imponerende rekorder og holdte bolden i armene forsigtigt, mens hun prøvede at følge bilens bevægelser – og morens nervesystem komme slappe lidt af – efter 15 minutters "boinnggg"-tortur.
På hjemturen lå der to søde børn på bagsædet og sov i hver sin sele – og foran – i morens skød – lå "boiinnng"-bolden og sang lystigt med. Behøver jeg at fortælle, at jeg først tænkte på at finde on/off knappen, da vi VAR kommet hjem?