Åhhh, vi var trætte allerede inden vi var stået op i tirsdags. Tanken om 18 børn myldrende omkring i vores stuer med kakao og lagkage – og vores hvide gulvtæpper.. og al det, der kan gå i stykker.. På en eller anden måde kan det tappe een for energi på forlods. Tanken om 18 børn, med hver deres "han sagde …" og'"Hun gjorde"… Misforstå mig ikke. Min datter har verdens dejligste klassekammerater – og jeg holder meget af ungerne – hver og een… men helst i mindre doser end 18.. (Og her skal lige stå en salut og en hyldest til landets skolelærer!!)
Men hvor tog vi fejl!!
Kærsten hentede dem fra skole. Og for en sikkerheds skyld gav han dem alle lige en opsang inden vi kom ind. Han forklarede hvor skoene skulle være (UDEN FOR) og han forklarede, at vi skulle være søde ved hinanden, fordi der ikke er så meget plads.
Det havde han nu ikke behøvet.
De larmede – de kære unger… Naturligvis kan man høre, når 18 8-årige er samlet – men det overraskede os virkelig, at de var holdt op med at råbe. De sidste to års fødselsdage har været fulde af råb fra børnene.. Et eller andet håb om, at hvis man bare skreg højest, så fik man ret. Men det var faktisk alle ungerne holdt op med!! Det var dagens første dejlige overraskelse.
Anden overraskelse var udeblivelsen af katastrofer. De sidste par år, har der altid været en pige eller 5, der har sladret om en eller anden – ofte en dreng – der har gjort et eller andet.. og så bliver man ellers hvirvlet ind i en konflikt, som ingen andre end de to børn, der er involveret egentligt reelt ved noget om. Jeg hader den situation, for pigen, der kommer og sladre, forventer, at jeg "skælder ud" – og det kunne jeg ikke drømme om – for drengene er meget tit ret uforskyldte eller også er der to, der er lige gode om det. Enten har de ganske enkelt ikke gjort det, de er beskyldt for – eller også har det været et udtryk for fustration, fordi pigen har moslet hen over ham. (F:eks. taget det legetøj han sidder med eller mobbet ham på en anden måde) Hvis man så bare ukritisk skælder drengen ud – så er livet da ikke helt retfærdigt. Og når man spørger drenge, hvad de har gjort, er det altså ofte, at de har svært ved rigtigt at forklare sig – plus at drenge ikke sladre – så man ender normalt op med een version… pigens…
Men – og her er igen en lille salut og en kærlig hilsen til to dejlige lærer, der med 100% sikkerhed har en finger med i spillet – på det år der er gået, har pigerne lært, at de skal kæmpe deres kampe selv – at de voksne ikke er våben i kampen mod drengene. Der var ganske enkelt ingen problemer med at nogen mobbede eller at nogen slog. Drengene opførte sig eksemplarisk – og pigerne ligeså. At der kan være så stor en forandring på bare 1 år – var både kæresten og jeg direkte målløse over!
Kæresten og jeg havde planlagt ude-lege… Hvis man er ude kan drengene få lukket noget af krudtet ud -og der er bedre plads. Vi var da også nede og lege skattejagt – og det gik da også ganske godt. Men jeg ved ikke, om der var et reelt behov. Efter skattejagten, var der mange, der gerne ville op igen. Og det kom de.
Jeg var rundt og tælle børnene flere gange – for jeg kunne ikke forstå, at de ikke fyldte mere. Men de var der alle sammen.. De hyggede sig bare – og der var ikke de vilde bevægelse, der var da de var 6 år. De kunne bare finde ud af at være samme og hygge med det, de nu fandt hyggeligt. Der var ingen løben eller skrigen.. Ingen utilfredse miner.. Det var bare 18 børn, en baby og 2 voksne, der hyggede. Og det var virkelig hyggeligt for ALLE..
Sidste overraskelse var maden. Hverken lagkage eller boller blev spist op. Jeg havde knap 2 boller til hver og een lav selv lagkage til hver – så det var ikke fordi der var de store mængder – men der blev altså ikke spiste op