Man er ligesom ved at være vant til det – ikk.. Der er ikke rigtig noget overraskende – kæmpe eller fantastisk over hverdagen mere.. Naturligvis kommer Jonathan stadig med sine guldkorn.. altså med bevægelser og nye ting min guldklump pludselig kan – men det bliver også bare hverdag – og jeg er altså ikke ret god til at bryde den hverdag.
Det starter ellers ud godt – hver morgen. "Idag skal jeg gå en tur – idag skal jeg i bio – i dag skal jeg.." – men inden jeg får set mig om, så har jeg vasket 8 maskiner – ordnet køkkenet og planlagt aftensmaden – og det var så ligesom den dag. Jeg glemmer mig selv – og de ting Jonathan og jeg skal dele.
Det irriterer mig, at jeg går i "husmormode" – for jeg vil opleve noget. Jeg har kun denne tid een gang. Det er en gave af dimensioner at kunne dele dette første år med mit vidunderlige barn – og hver dag ER og skal opfattes som en gave.
Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad det er, jeg skal gøre, for at komme ud af mit husmormode. I virkeligeheden handler det jo om, at min hverdag fra det ene øjeblik til det næste ændrede sig 100% – og jeg ved, at den hverdag jeg har nu er "kunstig". Den varer kun en rum tid – så er det slut igen.
Jeg kan heller ikke helt finde ud af, hvad det så var jeg havde forestillet mig, at jeg skulle lave – altså om jeg ikke laver i forvejen. Hvor er det dog irriterende end ikke at kunne se, hvad det er der mangler.
Det kommer vel – satser jeg på.