Jonathans udvikling går rivende stærkt lige nu. I øjeblikket er der slet ingen tvivl om, at han selv tror, at han snart skal kravle. Vi andre, der har en anelse mere forstand på koordination, balance og bevægelse generelt er måske nok klar over, at det måske ikke lige er imorgen, at miraklet vil ske.
Men lægger man Jonathan på maven, er han som en lille skildpaddeunge – nyudklækket fra sit æg – der kun har den tanke, at det skal følge månes lys for at nå det hav, den endnu ikke ved hvad er. Forhindringer kan der ikke være tale om.. Er der en dør i vejen, så mosler vi bare panden mod døren tilpas længe – til mor eller far kommer og redder os.
Hele hans lille væsen arbejder så ihærdigt for at komme videre.. for at bevæge sig – men det er uden nogen form for retningssans.. Der er kun een vej – fremad. Og så går det ellers sin "raske" gang – centimeter for centimeter – hvor han stiller sig op på armene – og skubber det bedste han endnu ikke har lært med benene.
Jonathans udvikling går rivende stærkt lige nu. I øjeblikket er der slet ingen tvivl om, at han selv tror, at han snart skal kravle. Vi andre, der har en anelse mere forstand på koordination, balance og bevægelse generelt er måske nok klar over, at det måske ikke lige er imorgen, at miraklet vil ske.
Men lægger man Jonathan på maven, er han som en lille skildpaddeunge – nyudklækket fra sit æg – der kun har den tanke, at det skal følge månes lys for at nå det hav, den endnu ikke ved hvad er. Forhindringer kan der ikke være tale om.. Er der en dør i vejen, så mosler vi bare panden mod døren tilpas længe – til mor eller far kommer og redder os.
Hele hans lille væsen arbejder så ihærdigt for at komme videre.. for at bevæge sig – men det er uden nogen form for retningssans.. Der er kun een vej – fremad. Og så går det ellers sin "raske" gang – centimeter for centimeter – hvor han stiller sig op på armene – og skubber det bedste han endnu ikke har lært med benene.
Endnu virker det hele som rene reflekser – og når han får bevæget sit de 15 centimeter, som han reelt orker, dratter han omkuld af udmattelse – eller vræler højlydt, fordi han har nået væggen. Men vi er begyndt at stille tingene lidt op i højden – for lige pludselig lykkes det – og så kan Jonathan kravle… og dermed når LANGT mere.