At have besøg af andre børn, giver sådan en dejlig fornemmelse i maven. Selv om andengangs mor er der ting, jeg ind i mellem føler, jeg bekymre mig om, som måske ikke er tanken værd .. "Udvikler han sig normalt" – "Jeg kan ikke huske, at de var så længe om at lære at sidde sidst" "Hvorfor vil han ikke spise almindelig mad" – eller "Gad vide om det KUN er Jonathan i hele verden, der kan blive så sur"
Uden at ønske at fornærme nogen, så er det skønt at få besøg af andre børn i samme alder. Det er skønt at kunne se de ting i de andre børn, som man endnu ikke har set i sit eget barn endnu. Og det er skønt at se, at selvom udviklingen føles "langsom" – så er der naturligvis mange punkter, hvor det er Jonathan, der har taget elefantskridene fremaf – jeg har bare ikke set det, fordi jeg er sammen med ham hver dag – hele tiden.
Men jeg kommer også i tanke om, hvor lang tid der er til, at Jonathan rent faktisk selv får gav af besøg. Jeg kan huske de første gæster til datter – da hun var 2- 2½ år gammel. Dengang handlede det mest om, at være fornærmet på de andre. Der var ikke ret meget samarbejde eller fællesskab i legen.. Det var mere noget med at kridte territorium af… og vræle hvis den anden krævede for meget 🙂