Det er utroligt med en 7-årigs hørelse. Den er udviklet på en så underfundig måde, at den kun opfatter det, den 7-årige GIDER at opfatte. Og jeg som først troede man skulle bøvle med den slags, når man havde teenagere.

Min datter har fået fri idag, fordi det blev MEGET sent igår.. og lige for at lade oven på en barnedåb, der i den grad var hendes værk. Men kravet var: Der skal ryddes op på værelset !

Da klokken var 11, havde jeg sagt det til hende 4 gange – tålmodigt og pænt.. "Men moar – jeg skal LIGE…" "Lige et øjeblik – så går jeg igang".. Og minutterne går – og der sker ikke og en dørkarm.

Når moaren så ser tilpas rød ud i kammen,- og datteren godt kan mærke, at det næste, der kommer over min læber, ikke bliver sagt i et normalt toneleje – forsvinder hun ind på sit værelse – men tro endelig ikke, at kampen er vundet der.. Det ville være for nemt.

"Ha – jeg KAN slet ikke rydde op på mit værelse, for jeg mangler kurve.. Mine nye hestestalde har ikke nogen plads" .. Lynhurtigt tømmer den hårdt prøvet mor to kurve med duplo, datteren ikke har leget med i årevis … "Åh mor – hvor er du URETFÆRDIG!! Det er jo mit ALLERBEDSTE legetøj" Og så er det ikke engang fordi jeg smider det ud, – jeg sætter det bare op i et skab, hvor det venter på, at Jonathan kan rode med det.. eller at datteren spørger efter det en dag (hvilket er utopi)

"Moar – se… nu har jeg VIRKELIG gjort meget… ER jeg ikke dygtig" – kommer hun ind og siger med slet skjult stolthed i stemmen.. Jeg følger med rengøringsmesteren ind på værelset.. Jeg stirrer med fortabelse i mine øjne.. og derefter ser jeg på datteren.. hun ser fortsat stolt og tilfreds ud.. Jeg stirrer igen på gulvet – på bordet og i sengen. Jeg kna ikke se, at der er flyttet så meget som et eneste stykke papir.. "Så er jeg færdig ikke mor?" *suk*

Efter 4 timer kommer der mere barske ord på bordet. "Jeg støvsuger ALT op, der ligger på gulvet eller på bordet – og jeg kyler det ud. Kom og fortæl, når du er klar til, at jeg kan komme med støvsugeren".. 3 minutter senere… "Ja, men bamserne kan ikke være i støvsugeren.." "Så samler jeg den op og smider den ud"… Tænkepause.. "Ja,- men du støvsuger ikke bordet" …"JO".. "Nå, men der er næsten ikke noget støv !!"

Hvordan gør man? Langt de fleste af gangene ender det med, at jeg ligger på alle 4 og rydder op … men ikke mere nu… Hun er snart 8 år – og så SKAL man altså kunne rydde op på sit eget værelse … og helst på under 10 timer. *Dybt og inderligt SUK*

/ Hjemme hos os

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *