Vi var til fysioterapi igår. Det var lige efter skole – og på det tidspunkt er det mest ældre mennesker, der går til fysioterapi.Min datter havde en veninde, som hun gerne vil have med ind, så jeg satte mig til rette i venteværelset – med Jonathan på skødet.
"Arrhhhh" .. var hans første ord. Jeg smilede til ham – og spurgte ham, hvad han talte om.. "UIhaa…jaaoiiii" og hele munden, øjnene og resten af ansigtet fortalte videre på den historie, han var igang med.
"Sikke en kontakt, du har med dit barn" var der en ældre dame en meters penge derfra, der sagde.. Jeg smilede jo bare lykkeligt.. Jonathan var ved at være færdig med at snakke, så jeg vendte ham om, så han kunne se andet end lige mig. Han fik hurtigt øje på damen. Der gik da også kun et øjeblik, før han sendte hende et af sine berømte smil.
"Lille ven, det smil vil jeg gemme, så det varer hele dagen" – sagde hun til Jonathan – der ikke fattede en bønne – og rask væk gav endnu et.. denne gang lidt bredere.