Det er gået stærkt. Fra jeg fik min didymosslynge og til at jeg ikke vil undvære den for noget i verden.. Og mest af alt.. til Jonathan ikke vil undvære den for noget i verden. Jeg vil gætte på, at han alt i alt sidder 1 time eller 2 i den hver dag. Og han ELSKER det.
Han har fra starten HADET sin barnevogn. Det hænger jo nok sammen med en mor, der har taget ham op ved det mindste klynk i barnevognen, men han vil helst ikke ligge i den, når han er vågen. Undtagelsesvis kan han ligge i den, hvis kalechen er nede og han kan se på "noget" (blade fra et træ eller et hus f.eks.)
Derfor er det en enorm lettelse nu, at jeg bare kan tage ham op i slyngen. Og han kan se, når jeg binder den, at "nu sker der snart noget" så han holder inde med hyleriet – indtil jeg har fået den bundet og fået ham moslet ned i den. Og der – på min mave.. med al den varme og uro det medfører, har Jonathan det godt. Når han så falder i søvn lister jeg ham i barnevognen igen.
Den har allerede tjent sig selv godt hjem, den slynge 🙂