Vi havde fået den – syntes vi – gode idee, at følge Ecco's opfordring til at gå en tur – og for hver gået kilometer, gav Ecco så 5 kr i støtte til et af os valgt projekt. Det var alle tiders måde at være sammen med vores store pige – hygge om hende – vise hende, at motion er vigtigt og samtidigt fortælle hende noget om, at vi skal hjælpe hinanden her i verden – og nu hjalp hun blot ved at gå.
Det eneste problem ved den ide var, det 17.000 andre havde fået samme ide. Og det var rundt regnet dobbelt så mange, som der var plads til.
Først skulle vi ind på kastellet – for at få vores gåpas – hvor der senere skulle kontrolleres at vi havde gået. Vi stillede os derfor i kø på broen. Vi kom i hvad vi mente var ok tid: 20 minutter før afgang.. men det var bestemt ikke god tid. Vi stod nærmest stille på broen – og så var det marchen blev sat igang. Der var bare inden, der havde tænkt på, at der for ca. 7000 mennesker skulle UD – stod der i forvejen ca. 2000 mennesker og masede for at komme IND. Een official kom efter 15 minutter og begyndt at forklare os, der stod lige foran indgangen (og havde stået HELT stille i 15 minutter) at vi skulle vende os og gå over broen, så de andre kunne komme ud. Når de var kommet ud, ville vi så komme ind. Eneste hage var, at vi – forrest på broen, var de eneste, der hørte denne besked .. Bagerst skubbede man til for at komme ind. Resultatet var at vi vendte os for at komme ud, blot for at blive skubbet – alt i mens 7000 mennesker prøvede at komme igennem på noget der minder om 1 meter. (sådan en stribe hen over broen, hvor denne ene official havde fået skabt lidt plads.
Og der stod vi så – men en pige på 7 år og en sulten lille Jonathan gudskelov i barnevogn. Da der var gået 30 minutter, blev vi enige om, at det var børnemishandling at stå så klemt, så vi masede med barnevogn og datter bagved, os igennem for at komme hen til den ene meter, hvor folk kom ud.. Her masede vi os ind, for derefter at følge strømme ud fra kastellet. På broen foran satte vi os ned og overvejede hvad vi så skulle gøre.
Den bro vi sad ved, var 10 og 12 km's turen. Vi skulle på 6 kilometer. (Vi havde en 7 årig og vores venner havde også en 7 årig med.. ) Vores venner ringede og fortalte, at nu gik de,- og vi sagde, at det var der ikke noget at gøre ved.. Hverken de eller vi havde en jordisk chance for at komme i nærheden af hinanden.
Ved et uheld gik de så ud af den forkerte port. Indenfor på Kastellet var der mindst lige så kaotisk som på broen, så man kunne ikke se, hvad vej man skulle gå – så de endte med at gå lige forbi os – hvorfor jeg lige kaldte på dem og fik dem hen til trappen.
Vi besluttede at lade startkort være startkort – og begyndte at gå – omend en omvej for at komme ind på ruten,- men vi gik da.
Jonathan var en engel på hele turen. Han fik en tår på trappen, da vi ventede,- og ellers fik han en tår efter 3 kilometer – i Kongens Have, mens pigerne så dukketeater. Han var i slynge 2 gange – for lige at snakke lidt,- men ellers sov han.. Skønt. Efter den kaotiske start fik resten af turen rimeligt.. Selve ruten var godt lavet – man kom forbi mange smukke og spændende ting .. f.eks. Amalienborg, Nyboder og Kongens Have.. så der var nok at nyde undervejs. Og for børnene var der lidt underholdning i Kongens Have, hvilket skabte jubel. (Dukketeater – og visit af Power Puff Pigerne)
Da vi kom tilbage på Kastellet var situationen sådan set ikke bedre end første gang. Vi fik givet vores tiltuskede mærkater til UNICEF – hvorved vi støttede en kampagne i Laos, hvor man vil begynde at vaccinerer alle børn, så der er flere børn der overlever.
Det var synd for arrangementet, der som sådan er en vanvittig god ide. Jeg håber de finder nogle mere egnede lokationer næste så – for det der var mildest talt ikke morsomt.