Nogen gange er jeg viis på, at jeg er den eneste, der har sådan en skrigeballon som Jonathan.
Forleden var datteren til ridning. På vejen derud blev alt enormt kaotisk. Hvorfor? Jo, først begynder Jonathan at græde. Jeg tager ham op af barnevognen og sætter ham i min sele… Det hjælper kun meget kort tid. Samtidigt har jeg en ivrig pige, der højlydt fortælle om, hvormeget hun glæder sig til ridningen (som vi er på vej ud til) Efterhånden går det op for mig, at Jonathan er småsulten. Jeg ammede 1½ time før. Men nu er der kun 3 minutter til bussen kommer,- altså må jeg prøve at vugge Jonathan frem og tilbage for at dæmpe hans utilfredshed bare lidt. I bussen får han så den babs, han sukker sådan efter. Men busturen er ALT for kort…. og pludslige skal vi af – med sele, datter, barnevogn og ammede Jonathan.
Vel ude på vejen, sætter jeg Jonathan i selen. Vi er nu ved at have lidt travlt.
Endelig fremme- og farmand overtager den store pige,- så jeg kan amme – med GOD tid.. og det gør den lille utilfredse mand godt.. Det var nøjagtigt, hvad der hele tiden havde været behov for…ro.. 1 time går, hvor der er HELT ro på,- men så skal vi jo hjem igen.. Og så bliver Jonathan sur over, at roen "forsvinder" .. så hele vejen hjem, er han snotsur og kommer med nogle gevaldige hyl.
Vel hjemme tager det 20 minutter at få ham helt ned på jorden igen. Og i hvert af de tyve minutter, er det man tænker: "Hvorfor var det lige, at jeg så gerne ville have een til". Det går op for een, hvor meget jeg er hans.. og hvor lidt han endnu er min. Hans behov er altid i højsæde,- og når jeg ikke i tilstrækkelig grad kan honorerer det (f.eks. fordi bussen kommer, eller vi skal nå noget) så bliver Jonathan urolig og ked af det – naturligvis.
Men er jeg virkelig den eneste i verden med sådan en skrigeballon af en baby? Eller er alle andre bare bedre til at planlægge deres tid, så der er bedre tid til alting… og den uro kan undgåes? Den del synes jeg alligevel var nemmere første gang.
Og så er det, at der sker sådan noget som igår.. hvor alt bare klapper. Igår mødtes alle juni-pigerne fra København på cafe aroma. Jonathan var faldet i søvn kl. 9:30 hjemmefra – og han sov indtil kl. 14:00 – for derefter – efter store smil og en stor ammetår… og lidt babysludren, at dratte omkuld igen indtil kl. 16:00..
Så virker det pludseligt så tåbeligt at brokke sig over, at han bliver ked 🙂