Usikkerheden er åndssvag.
Mest fordi han bekræfter mig hvert eneste øjeblik, vi er samme – og de fleste af de øjeblikke, hvor vi ikke er det.
Ikke desto mindre bliver jeg mere og mere usikker.
I starten var det nemt. Måske ligefrem et skuespil. Kattens dans med musen. Forførelse og leg. Dengang var der intet på spil. Intet at tabe. Alt i mig fortalte mig, at jeg ville vende om – at jeg ville droppe det.
Men hele tiden måtte jeg lige se ham een gang til, åbne bare et brev mere – tale med ham bare een gang til. Og hver eneste gang knyttet båndet stærkere og stærkere. For han er noget ganske, ganske særligt. Han har en personlig, som passer til mig, som en hånd i en handske.
Men med bånden er det som sugede han al min selvtillid og forståelse over i sig.
For mens legen bliver mere og mere alvorlig – bliver indsatsen også højere og højere.
For hver dag, der går, bliver jeg mere og mere “mig”. Den sårbare, den tvivlende, hende, der indimellem er i stykker. For jeg kan ikke holde nogen facade overfor ham. Og ønsker det heller ikke.
Han er, hvem han er. Han har aldrig lagt skjul på, at det er sådan, det er. Han udgiver sig ikke for noget, han ikke er. Det er hele pakken. Han forandrer sig ikke synderligt.
Jeg startede med at vise ham alt det bedste fra min side.
Og for hver lille skridt i den retning hvor alle facader falder, bliver jeg mere bange. I starten var mulighederne mine. Men nu.. nu ønsker jeg ikke at miste ham. Ønsker ikke at miste alt det, der er om ham. Og for hver gang, jeg bliver lidt mere afhængig af ham, bliver jeg også lidt mere bange.
For hvad hvis han ikke vil have hende den usikre? Hvad hvis han ikke vil have hverdagsPernille? Hvad nu, hvis det sidste lag i løget, alligevel ikke falder i hans smag?
Det er vist i virkeligheden prisen.
Kærlighedens pris. At desto mere man har at miste, desto mere desperat og usikker bliver man. Kun tiden kan langsomt, men sikkert give mig fast grund under fødderne igen.
Og jeg tager gerne een dag af gangen – med ham i hånden.