Jeg har brassieret. Jeg har kogt og stegt. Duftene har stået om mig – og strålet i takt med grøntsagernes sprødhed og kødets friskhed.
Jeg har besluttet mig. Jeg vil spise bedre i 2012. Jeg fik Claus Meyers Almanak i julegave – og drømmen er, at lade den følge mig – jævnligt igennem året.
Men at lave mad til mig og lillemanden, er altså ikke helt så spændende. Idag har jeg lavet to retter – og jeg kan fornemme, at der kommer til at være mad til os til de næste 8 dage. Altså 4 dage med det samme. Aften efter aften.
Der er så mange ting, jeg drømmer om, i forhold til at være sammen i en familie.
Hvis jeg var en del af en størrer familie, kunne vi nøjes med retten een dag – måske to. Og jeg kunne tillade mig at lave en salat til. Jeg kunne nyde, at flere fik gav af mine anstregelser. Jeg kunne lade opvasken stå og forvente, at han tog den. Jeg kunne kalde på ungerne, og bede dem sørge for at dække bordet.
Fordelene ved at bo sammen – som en størrer familie – er ikke kun, at jeg får lov at være sammen med ham, jeg elsker, hver dag. Det er i lige så høj grad, fordi det på mange måder kan give mening – i forhold til den arbejdsindsats, jeg alligevel lægger for dagen. I forhold til at nyde godt, at den arbejdsindsats de andre lægger for dagen.