Jonathan er blevet ufattelig god. Han sover igennem om natten – og når han vågner flækker han i eet stort smil.
Men Jonathan er altså ikke som andre børn, der elsker deres barnevogn. For Jonathans skyld kunne vi sådan set godt afleverer den tilbage. Jonathan hyler mere eller mindre altid, når han bliver lagt i barnevogn. (Hvilket også er årsagen til, at jeg med længsel venter på min didymosslynge!) Og jeg har det også sådan lidt, at hvis barnet er trygt oppe hos mig, så er det jo ok.. Og det er han..
Og det er ikke det eneste, Jonathan mener skal være anderledes end det er.. Han vil også gerne hænge på armen, når vi er på besøg – og får han ikke sin vilje, bliver han vred.. Lille Jonathan surlæbe kan se imponerende vred ud 🙂
Men hvor er det dog irriterende at være ude blandt andre "velopdragne" og ikke skrigende babyer – for af en eller anden årsag er Jonathan bare mosleren og hyleren over alle moslere og hylere.. Og indimellem kan jeg godt føle, at jeg er den eneste mor i verden, der har et barn, der rent faktisk kan græde ! *suk*
