Jonathan leger med sit stemmebånd. Nogengange kommer der et højt "hviiiiii" … andre gange bliver det mere til "ihhhhhaaaaaa". Lydende for velvære og lydende for utilfredshed ligner hinanden og alligevel er der en verden til forskel.
Det er underligt for mig at have en baby med "lyd" i – for min datter sagde vitterligt ikke ret meget dengang. Hun talte så også meget sent.
Da min mor fyldte 50 år, forærede min datter hende en båndoptager (ikke at hun helt selv var klar over det men .. ) og jeg synes, jeg ville forevige min dejlige dengang 5 måneder gamle datters stemme. Vi sad i 3 stive timer.. med mikrofonen helt henne foran hendes mund. Vi kildede hende – og hun smilede bredt fra ører til ører. Vi nussede hendes tæer – og hun fik rynker i panden.. Vi pustede på hende og grinede til hende .. vi gjorde ALT.. selv stod på hovedet, for at dette lille vidunder på dengang 5 måneder skulle sige .. bare EEN lyd.
Efter 3 timer gav vi officielt op. Det eneste, der var kommet på båndet var, da hun blev træt af os, og begyndte at græde… og det mente vi alligevel ikke lige var den lyd mormor ønskede sig i 50 års fødselsdagsgave.
Men Jonathan har 1000 lyde – og igår fik han en ny lyd.. en lyd af overraskelse over at se sin egen arm.