Een af de ting, Jonathan formår, er at ændre MIN sindsstemning. Der er langt kortere fra den ene sindsstemning til den anden end der normalt ville være.
Lykkerusen, når han ligger som en anden lille frø på min mave og jeg kan mærke hans åndedræt på min mave.. kan lynhurtigt ændres til fustration, når han græder, og jeg har prøvet alt.
Jeg kan blive dødeligt bekymret på et sekundt alene, fordi dynen har sneget sig op i nærheden af hans smukke ansigt, mens han ligger og sover – og jeg kan føle stolthed så stor, når han smiler eller griner til farmor eller viser andre hvor fantastisk dejlig en baby han er.
Roen, der er så afsindig dyb, kan jeg få bare ved at se på min sovende søn med de ufattelig lange øjnvipper.
Min Jonathans skal bare rynke på næsen, for at jeg har en ny følelse – en følelse, der overdøver de normale hverdags følelser.. For når jeg er lykkelig sammen med min Jonathan – så kan jeg hører fuglene synge alene for ham – og når jeg er ulykkelig, trist eller frustreret, så er jeg det også med eftertryk..
Alle følelser er så umidlbare, så spontane og så øjeblikkelige.. og ikke mindst så midlertidige.
Indimellem er det lige før jeg tror, at det slet ikke er Jonathan, der er ved at lærer verden at kende – men mig,- der er igang med at genopdage den i kraft af min søn.
Den eneste følelse, der er konstant – en den dybe, dybe lykkefølelse over, at jeg fik lov at opleve endnu et mirakel i form af mit andet barn.