Min søn skal døbes i den kirke, hvor min farmor er begravet, hvor min kæreste gennem ti år og jeg skal gifte og der, hvor min datter også blev dødt. Ingen andre kirker kan gøre det.
Og hvervet som "gudforældre" er noget, jeg tager seriøst, selvom jeg er klar over, at meningen er "så som så". Jonathans gudfar bliver min lillebror.
Det lyder underligt at skrive "lillebror" om en mand, der lige er fyldt 30 år. Men min bror har gennem de seneste år udviklet sig til noget af et mandfolk – til sådan et menneske, hvor det er tydeligt for enhver, at han står ved sit – og han siger hvad han mener. Derfor var det en ære for mig, hvis han ville være min søns gudfar..
Min lillebror var ham, der holdte en "omsorgsdag" da Jonathan skulle fødes, fordi han skulle passe vores store pige.
Han var også den første, efter vores datter, til at holde Jonathan. Jeg har et billed fra fødestuen, hvor han sidder og betragter dette lille – blå og lyserøde væsen intenst. På billedet kan man næste se, hvor tom han er for ord .. og hvor meget oplevelsen af, at sidde med så nyt et lille menneske fylder. (Jonathan har været 15 minutter gammel)
Min bror blev spurgt på sin 30- års fødselsdag og svaret var: "Ja.. det vil vi vel gerne – så" Selvom svaret var sådan, ved jeg godt, at han anser det som en ære – og at han gør det med glæde.
Hans kæreste gennem 9 år har vi spurgt om vil være gudmor (fadder – bliver det jo) – Vi er udemærket klar over, at min brors imponerende personlige udvikling bl.a. er fordi han har en fantastisk og dejlig kæreste.