Da vi var indlagt på kræftafdelingen på Riget i februar (Min datter fik foretaget en biopsi – men hun havde heldigvis ikke kræft) talte jeg med nogle mødre. Een af dem, fortalte mig, at det typiske mønster for mennesker, der går gennem svære perioder af deres liv som par, er at enten rystes de sammen, så de aldrig kan skilles igen – eller også går de fra hinanden. Det er noget med, om man kan indeholde hinandens sorg – forstå hinandens usagte behov.
Og set i bagspejlet kan jeg se vores forholds udvikling. Hverken min kæreste eller jeg kan forestille os, at vi NOGENSINDE skulle kunne gå fra hinanden. I vores parforhold, har vi noget uforklarligt.. noget samhørighed i form af en fælles overlevelse, der gør at vi vitterligt er 2 sider af samme person.
Men sådan var det ikke for 10 måneder siden.. Der var faktisk – i starten af hele miseren – en periode, hvor vi både var ked af det, vores datter gik igennem – men samtidigt frygtede for, om vores forhold ville kunne bære det.
Det er utrolig befriende at vide, at han er der – uanset hvad.. ALTID.
Hver aften ligge vi i ske, inden vi sover. Og hver aften suger vi kærlighed, omsorg og forståelse fra hinanden, mens vi ligger der og mærker hinanden helt tæt på – uden ord. Og så ved jeg, at der ikke er noget andet sted på jorden, jeg hellere vil være.